Kolding Netavis

Her er Danmarks billigste “herregård” til salg

Det er ikke første gang, at ejendommen i Veerst har været udbudt til salg på det offentlige boligmarked. Foto: EDC Kronholm & Slangerup.

Godt 20 kilometer fra Kolding findes en historisk ejendom, som er blevet sat til salg.

I den lille sydjyske by Veerst – i Vejen Kommune – ligger en historisk ejendom, som har rødder tilbage til 1500-tallet, hvor den danske konge Christian den IV – ham med Børsen og Rundetårn – overnattede, da det dengang fungerede som en herregård for adlen.

Flere hundrede år efter i 1858 blev den herskabelige hovedgård omdannet til en præstebolig, og nu – et årtusindskifte senere – er fremtiden for boligen åben.

Herregården er nemlig lige kommet til salg, og endda for et beløb – og som ligger langt under, de priser lignende historiske ejendomme normalt rammer markedet med. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Ifølge salgsmaterialet fra den lokale mæglerbutik EDC Kronholm & Slangerup lyder udbudsprisen for den 635 kvadratmeter store bolig og den tilhørende hektar jord nemlig på 4.995.000 kroner.

For det beløb får du otte værelser, som i 2004 blev gennemgribende renoveret, da ejendommen blev brugt som både bolig og kontor for en designvirksomhed.

Tilbage på boligmarkedet

Det er ikke første gang, at ejendommen har været udbudt til salg på det offentlige boligmarked. Ifølge boligens historik på Boliga.dk ramte den første gang markedet tilbage i 2007, hvor det medfølgende prisskilt lød på 10,9 millioner kroner.

Efterfølgende har boligen været af og på markedet flere gange over årene – senest i 2012, hvor den igen kom til salg for 5,9 millioner kroner.

Men så meget skal der altså ikke til denne gang, hvor udbudsprisen på lige under fem millioner kroner resulterer i en kvadratmeterpris på 7.866 kroner for det historiske hjem.

Det er et stykke under, hvad de udbudte villaer i Vejen Kommune, hvor herregården ligger, koster lige nu: Her skal køberne nemlig betale 8.783 kroner for en villakvadratmeter.

Veerst hører til under Vejen Kommune, men der er blot cirka 22 kilometer fra Kolding til Veerst.

Tagget med:
Del denne artikel