Kolding Netavis

Her er årets kulturnat-plakat

Den 3. september kan du være med i kulturnatten. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Kolding Kulturnat er tilbage i god form efter sidste års coronapause og fredag den 3. september vil Kolding midtby atter syde og boble af små og store kulturevents. Også årets kulturnat-plakat sprudler og er lavet af fire dygtige elever på Kulturskolen Kolding.

Genstart, fællesskab, overraskelser, oplevelser og ’byen på den anden ende’. Det er de nøgleord, der har inspireret de fire elever fra Kulturskolen Koldings UNG KUNST-workshop, som står bag årets kulturnat-plakat.

De fire elever er Kamilla Vogel, Vigga Slot, Alice Baagøe og Cecilie Evald og de har hver især arbejdet med små kvadratiske felter udført i tryk og tegning med flydende tusch, som tilsammen udgør plakaten.

-Kolding Kulturnat er en begivenhed, der i høj grad bliver skabt af det lokale kulturliv og derfor passer det perfekt, at det er lokale, unge kunstnerspirer, der har designet årets kulturnat-plakat. Resultatet udstråler masser af liv og glæde, som kulturnatten netop er garant for, siger kulturkonsulent i By- og Udviklingsforvaltningen, Mette Fersløv Schultz, der står i spidsen for Kolding Kulturnat, om plakaten.

Kulturnat-plakaten er i disse dage på vej fra trykkeriet ud til blandt andet byens butikker og kulturinstitutioner.

Afdelingsleder på Kulturskolen Kolding, Liv Grud Vestbjerg, er glad for, at en gruppe unge billedskoleelever har fået muligheden for at skabe årets kulturnat-plakat.

-Det er fedt for de unge at få sådan en opgave, hvor de kan udfordre sig selv, gøre sig umage og fordybe sig i mange timer, og på den måde også kan udvikle sig og blive endnu bedre. Mod på at prøve kunstneriske grænser af, nysgerrighed og skabertrang er et rigtig godt udgangspunkt for at lære endnu mere, fortæller Liv Grud Vestbjerg om arbejdet med plakaten.

Årets kulturnat-program offentliggøres snarest

En oversigt over de mange aktiviteter, der finder sted på Kulturnatten er på trapperne og kommer til at ligge på kommunens hjemmeside på www.kolding.dk/kulturnat og på Facebooksiden Kolding Kulturnat.

I år bliver der ikke, som tidligere år, udgivet et trykt program.

-På grund af corona-usikkerhed har vi først her i august haft mulighed for at indhente og samle alle informationer om de enkelte begivenheder på Kulturnatten. Derfor har det ikke været muligt at lave et trykt program, men på kolding.dk/kulturnat vil kan kunne se og downloade en oversigt over hele programmet med tidspunkter og steder, fortæller Mette Fersløv Schultz.

Hun opfordrer også til følge med på Facebook-siden Kolding Kulturnat, hvor der løbende vil være opslag om Kulturnattens aktiviteter og tips til oplevelser.

Se årets kulturnat-plakat nedenunder…

Plakat Kolding Kulturnat 2021
Foto: Kolding Kommune.
Tagget med:
Del denne artikel