Connect with us

Danmark

Her bor landets bedste bilister

Offentliggjort for

den

De mest erfarne bilister faktisk dem, der bor i Nordsjælland, mens storbyområderne, København og Aarhus, har de yngste eller nyeste bilister på vejene. Foto: Shutterstock (Modelfoto)

Har du også tit undret dig over andres kørsel, når du cruiser rundt på de danske landeveje? Så er du formentlig ikke den eneste, og nu kan du endelig få svar på, hvor de bedste og værste bilister bor.

Samlino.dk har fremskaffet en masse tal, der bygger på over 100.000 opslag gennem vores hjemmeside og offentlige databaser.

Østjyderne har landets dyreste bilforsikringer med en gennemsnitlig pris på 7.481 kroner. Nordsjællænderne har flest skader, mens bilisterne på Fyn og Sønderjylland kører pænest. Det er nogle af højdepunkterne i undersøgelsen.

Desuden er de mest erfarne bilister faktisk dem, der bor i Nordsjælland, mens storbyområderne, København og Aarhus, har de yngste eller nyeste bilister på vejene.

Østjyderne er de dyreste

Forsikringsprisen for østjyder er i gennemsnit 17 % højere end bilisterne i Sønderjylland. Faktisk koster det i gennemsnit 7.481 kroner om året at have en bilforsikring i Østjylland.

Fordelingen i de andre landsdele: Østjylland (7.481 kroner)København og omegn (7.105 kroner), Nordsjælland (6.963 kroner), Fyn og øerne (6.778 kroner), Midt- og Vestjylland (6.733 kroner), Nordjylland (6.688 kroner) og Sjælland, Lolland, Falster og Møn (6.484 kroner)

Mange skader i Nordsjælland

Bilisterne registrerer rigtig mange skader i Nordsjælland, hvor der er 19 % flere skader i den del af landet i sammenligning med Fyn og Sønderjylland.

Den gennemsnitlige antal indtastede skader gennem de sidste 7 år er på 0,32, hvor det værste område i Nordsjælland var Værløse med 0,43 antal skader per bil gennem de sidste 7 år.

Modsat er det på Fyn, hvor det bedste sted på øen blev Faaborg, Aarup og Otterup med kun 0,2 per bil.

Gennemsnittet i forhold til landsdelene: Østjylland (0,3), København og omegn (0,29), Nordsjælland (0,32), Fyn og øerne (0,27), Midt- og Vestjylland (0,3), Nordjylland (0,31), Sjælland, Lolland, Falster og Møn (0,28) og Sønderjylland (0,27)

Danmarks mest erfarne bilister

Og så et kig på antal år, som bilisterne i de forskellige landsdele har haft bilforsikring. Her viser det sig, at bilister i Nordsjælland i gennemsnit har haft en bilforsikring i 18 år. Det er 33 % højere sammenlignet med bilister i København og omegn.

Området med mindst erfarne bilister blev København N med 5,5 år i gennemsnit, mens området i Nordsjælland med flest rutinerede bilister blev Ålsgårde med 26,3 år i gennemsnit.

Ved et kig på landsdelene, så fordeler de sig således: Østjylland (14,2 år), København og omegn (12 år), Nordsjælland (18 år), Fyn og øerne (15 år), Midt- og Vestjylland (15,9 år), Nordjylland (16,1 år), Sjælland, Lolland, Falster og Møn (17,1 år) og Sønderjylland (16,5 år).

Kilder: Samlino.dk, Biltorvet og Motorregistret

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Reklame

Danmark

Ny aftale om miljøzoner. Hvor må din bil køre?

Offentliggjort for

den

Forfatter:

AltOmBilen.dk giver dig et overblik over, om din bil bliver begrænset i, hvor den må køre i Danmark. Foto: Daniel Reche/Pixabay.

AltOmBilen.dk er en ny service, der giver dig data om din bil – herunder om de må køre i de nye miljøzoner fra regeringen.

Regeringen har med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten indgået en aftale om hvilke personbiler, der må køre i bestemte områder i København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg – de såkaldte miljøzoner.

AltOmBilen.dk giver dig et overblik over, om din bil bliver begrænset i, hvor den må køre i Danmark samt en lang række nøgletal og tekniske informationer.

-Vi er meget glade for at kunne bruge vores viden om den danske bilpark til at hjælpe forbrugerne med at navigere i de nye regler. Ved at stille AltOmBilen.dk til rådighed for alle håber vi, at vi kan være med til at skabe gennemsigtighed, så bilisterne ved, hvor de må færdes med deres bil – eller måske den bil de overvejer at købe, siger Niels Damkjær, Adm. direktør i DBI IT A/S.

-Udledningen af partikelforurening har betydning for vores helbred, og bilens CO2-udledning har betydning for klimaet. Derfor er det helt naturligt, at Danmark indfører miljøzoner for personbiler, som vi også kender det fra den tungere transport. Vi håber, at AltOmBilen.dk kan hjælpe bilisterne med at finde rundt i, hvor deres bil må køre i Danmark, fortæller Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

AltOmBilen.dk er lanceret den 14. september og vil løbende blive udbygget. Desuden vil der i oktober blive lanceret en app til både iPhone og Android. AltOmBilen.dk er en løsning fra bilstatistik.dk i samarbejde med De Danske Bilimportører.

Sådan ser siden ud. Pressefoto.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Danmark

Så mange kender ikke denne lov på cyklen

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er hver anden cyklist irriteret over medcyklisternes brug af håndholdt telefon i trafikken. Pressefoto.

Hver tredje dansker ved ikke, at det er ulovligt at bruge mobiltelefonen håndholdt, når de cykler. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

Vi bruger den til at skifte sang, sende en sms og snakke i, mens vi kører på cykelstierne. Men brugen af håndholdt mobiltelefon på cykel er ulovligt, præcis som hvis man kører bil. Det er der dog mange, der ikke ved.

Hver tredje dansker kender nemlig ikke reglerne for brugen af håndholdt mobil på cyklen viser en ny undersøgelse af Kantar Gallup foretaget for Gjensidige. Brugen af håndholdt telefon på cykelturen øger uopmærksomheden i trafikken, og denne uopmærksomhed er en af de store syndere, når det kommer til trafikulykker.

-Når man bevæger sig i trafikken, bør man selvfølgelig kende til de regler, der gælder; og ikke kun for ens egen sikkerheds skyld, men også for sine medtrafikanters. Hvis man har fokus væk fra vejen, risikerer man at bringe sig selv og andre i fare, og det er en situation, man helst skal undgå, siger skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at uvidenheden er størst i Midtjylland, hvor hele 40% ikke kender reglerne, mens borgere i Nordjylland har det bedste kendskab til loven. Her er det blot 20%, der ikke ved, at brugen af håndholdt mobiltelefon på cyklen er forbudt.

Uopmærksomhed på cyklen

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er hver anden cyklist irriteret over medcyklisternes brug af håndholdt telefon i trafikken, og der er altså god grund til, at det ikke kun er uopmærksomhed blandt bilister, der er i fokus.

-Cyklister er langt mere sårbare i trafikken, end bilister, og for at passe på sig selv bør man fjerne alle distraktioner og fokusere på trafikken. Det gør man ved at have fokus på at køre på cykel – ikke på telefonen, fortæller Henrik Sagild.

Ifølge Vejdirektoratet blev 28 cyklister dræbt i trafikken i 2020, mens andelen af alvorligt tilskadekomne var den højeste på tværs af alle transportmidler. Hele 521 cyklister kom alvorligt til skade sidste år.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Danmark

Tre ud af fire efterspørger mere hjemmearbejde

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Pressefoto.

Blandt de danskere, der har været tvunget hjem under corona-nedlukningerne, ønsker tre ud af fire at arbejde mere hjemme for fremtiden, selvom kontorerne nu er åbne for medarbejderne igen.

Onsdag den 1. september var endnu en dag, hvor en række coronarestriktioner blev løftet.

Samtidig nærmer hverdagen sig noget, der ligner normalitet med dagligt, fysisk, fremmøde på arbejdspladsen. Men for mange har det været svært at komme tilbage til hverdagen, og for fremtiden ønsker tre ud af fire af de danskere, der var hjemsendt under coronanedlukningerne, at de kan arbejde mere hjemmefra end før marts 2020.

Det viser erfaringerne fra Gjensidiges psykologiske hotline Samtaletid samt en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

Bekymrede over at komme tilbage til hverdagen

Undersøgelsen viser også, at 12% er decideret bekymret over at komme tilbage til hverdagen, eksempelvis at det skal give mere stress, mere støj i arbejdstiden samt øge transporttiden. Og det stiller nye krav til medarbejdere og virksomheder, fortæller Louise Brix, fagchef for Sundhed i Gjensidige:

-Efter halvandet års omskiftelig hverdag, er det endelig begyndt at ligne tiden før corona. Men for mange kan de pludselige ændringer, vi har været udsat for, samt udsigten til at skulle vende tilbage til arbejdet på en mere normal måde faktisk bringe problemer og bekymringer med sig. Derfor er det vigtigt, at ledere og medarbejdere får snakket godt og konstruktivt sammen om, hvordan hverdagen bedst kan sammensættes fremadrettet, så både virksomhedens og medarbejdernes ønsker kan blive hørt, siger Louise Brix.

-Vi skal anerkende, at vi er forskellige og tage de gode erfaringer fra nedlukninger med tilbage på arbejdspladsen, tilføjer hun og fortsætter:

-Det er vigtigt at huske, at alle er forskellige og har behov og ønsker, der kan adskille sig. Mange efterspørger eksempelvis en tilbagevenden til det faglige og sociale fællesskab på arbejdspladsen, mens andre bekymrer sig om, at de skal opleve mere stress i hverdagen, og det er noget arbejdsgiverne skal være forberedte på at håndtere, så de kan sammensætte en holdbar dagligdag, der tager hensyn til både virksomhedens og medarbejdernes behov og ønsker, fortæller Louise Brix.

Hos Gjensidige viser erfaringerne fra den psykologiske hotline Samtaletid, at en del kæmper med at finde sig til rette i den nye hverdag, hvor der stadig sker mange forandringer.

-Mange af de kunder, der har brugt Samtaletid, har ringet fordi de har haft svært ved at få hverdagene til at hænge sammen, nu hvor der fx bliver stillet øgede krav fra arbejdspladsen, det sociale liv så småt er kommet i gang igen og børn igen kan gå til fritidsaktiviteter. Det tester kapaciteten hos mange, og det skal vi være opmærksomme på, slutter Louise Brix.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Danmark

Hver fjerde forælder: Denne type svindel er ok

Offentliggjort for

den

Forfatter:

I værste tilfælde kan det både ende med en voldsomt reduceret erstatning og i værste tilfælde en politianmeldelse. Pressefoto.

Selvom det er ulovligt, kan koste en formue og i værste tilfælde en politianmeldelse, så mener flere end hver fjerde forælder med hjemmeboende børn, at det er okay at forsikre barnets bil i forældrenes navn for at spare penge på bilforsikringen.

Hver anden forælder risikerer at lave forsikringssvindel, fordi de ikke kender reglerne for, hvordan de skal forsikre en bil, hvis primære bruger er en anden end ejeren.

Desværre mener hver fjerde, at det er i orden at forsikre barnets bil i forælderens navn for at spare dem for at betale den forhøjede præmie, som uerfarne bilister betaler, fordi de oftere er involveret i uheld.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

Her er det kun 59 procent af de adspurgte, der mener, at den ulovlige finte ikke er i orden, mens 27 procent svarer ja, og 14 procent siger, de ikke ved det.

Blandt forsikringsselskaber er manøvren kendt som såkaldte ‘børnebiler’, og selvom det ikke fremstår som den værste form for forsikringssvindel, så er det alligevel et bekymrende højt antal, der mener, det er i orden, lyder det fra Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige.

-Alle forældre vil som udgangspunkt gerne hjælpe deres børn, men i det her tilfælde er det hverken en hjælp til barnet eller en selv. Prisen på forsikringen afspejler risikoen for at ende i et uheld, og hvis skaden sker, og der er snydt med oplysninger om den primære bruger af bilen, kan det både ende med en voldsomt reduceret erstatning og i værste tilfælde en politianmeldelse, siger Henrik Sagild, der dog glæder sig over, at danskerne generelt ser med mindre milde øjne på forsikringssvindel, end tidligere.

Unge mellem 18 og 24 år er stadig overrepræsenteret blandt dræbte og tilskadekomne i den danske trafik, og i 2020 mistede 28 i aldersgruppen livet mens 636 kom til skade i trafikken. Selv om de kun udgør 12 % af den samlede befolkning, udgjorde de 23 % af de dræbte og tilskadekomne.

-Erfaring er altafgørende i trafikken, og mange unge har endnu ikke fået opbygget den nødvendige rutine, når de har fået kørekortet og sætter sig bag rattet. Derfor bakker vi også op om, at unge får så meget erfaring som muligt, fx gennem ledsagerordningen, der giver 17-årige mulighed for at bestå køreprøven og køre med en rutineret ledsager, før de er fyldt 18. Det giver nemlig mere sikre bilister, slutter Henrik Sagild.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Danmark

Cykeltyvene har kronede dage efter genåbningen af samfundet

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Hos Alm. Brand har man set en stigning på hele 90 pct. af anmeldte cykeltyverier hos forsikringsselskabets kunder. Pressefoto.

Efter genåbningen af samfundet er antallet af cykeltyverier næsten fordoblet. Og med højsæson for cykeltyveri for døren råber forsikringsselskab nu vagt i gevær.

Med genåbningen af samfundet er danskerne tilbage i cykelsædet, og det har desværre fået det til at krible i cykeltyvenes lange fingre igen.

Forsikringsselskabet Alm. Brand kan således fortælle, at man næsten har set en fordobling i antallet af cykeltyverier efter genåbningen.

-Vi havde forventet en stigning efter genåbningen af samfundet, men ikke en så markant på så kort tid. Det viser, at nogle former for kriminalitet ikke forsvinder, men blot går i dvale under nedlukninger, som dem vi har set. Det er altså stadig vigtigt, at man passer på sine ejendele, siger Brian Wahl Olsen, direktør for forebyggelse og skadepartnerskaber.

Hos Alm. Brand har man set en stigning på hele 90 pct. af anmeldte cykeltyverier hos forsikringsselskabets kunder fra 1. kvartal til 2. kvartal i 2021.

-Det er en ekstrem stigning og vidner om et tilbagevendende problem, så man skal være meget opmærksom på hvor og hvordan, man parkerer sin cykel. Især hvis man kører på en af de dyrere modeller, fortæller Brian Wahl Olsen.

Gør livet surt for cykeltyven

September er højsæson for cykeltyve, og med de allerede alarmerende høje tal råder forsikringsselskabet til, at man er ekstra påpasselig.

-Det er jo enormt ærgerligt, at man skal være så forsigtig, fordi nogle ikke kan kende forskel på ’dit’ og ’mit’, men det er vigtigt, at man gør livet surt for cykeltyven. Parkér din cykel et sikkert sted og efterlad den ikke i byen eller på stationen natten over, da mange tyverier sker på de sene aftentimer, siger Brian Wahl Olsen.

Skulle uheldet være ude er stelnummeret vigtigt, når man skal tale med forsikringsselskabet og politiet.

-Indboforsikringen dækker som udgangspunkt, hvis din cykel blive stjålet. De fleste forsikringsselskaber kræver at få oplyst stelnummeret, før de betaler erstatningen. Vi stiller ikke krav om stelnummer for at udbetale erstatning, men med stelnummeret er det maksimale erstatningsbeløb højere, slutter Brian Wahl Olsen.

Med disse råd gør du det sværere for cykeltyven

• Lås cyklen, og brug også en kædelås til at låse både hjul og stel fast.

• Efterlad ikke din cykel i byen, på stationer eller skoler om natten eller hen over weekenden.

• Parker din cykel et sikkert sted – for eksempel inde i en bygning eller i et kælderrum.

• Hvis du køber en brugt cykel, så husk at tjekke cyklens stelnummer i Politiets app ”Politi”. Så undgår du at købe en stjålet cykel.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Seneste

Reklame

Tags

september 2021
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

Populære artikler