Læserbrev af Per Bødker Andersen (S), medlem af seniorudvalget, Kirkely 13, 6000 Kolding.
Man kan næsten blive helt ked af det, når man læser Søren Rasmussens svar til Villy Søvndal. Ikke sådan, at jeg vil blande mig i en læserbrevsdiskussion mellem de to. Men det lyder, som om Søren kæmper helt alene for anstændige forhold for kommunens ældre. I hvert fald, når Søren selv skal sige det. Og det er jo ikke rigtigt.
Seniorudvalget har i denne valgperiode været enige om langt, langt det meste. Denne enighed er bragt videre til byrådet, når der skulle bevilges til seniorområdet. Jeg behøver sikkert ikke at nævne, at tre DF mandater ikke alene kan stemme bevillinger igennem i byrådet.
Udvalgets medlemmer har da også bidraget med forespørgsler og ideer. Mette Voss har stillet spørgsmål vedrørende personalenormering på plejehjemmene og muligheden for faste teams i hjemmeplejen. Birgitte Kragh har spurgt til velfærdsteknologiske hjælpemidler. Og Søren, Mette Voss, Hamlaoui Bahloul og Per Bødker har støttet ønsket om forlængelse af følgeskabsordningen – på Sørens foranledning og med fuld opbakning fra Ældrerådet.
Vi har været enige i ønsket om at få udarbejdet en langsigtet fysisk udviklingsplan – altså behovet for plejehjemspladser de næste 10 år. Det er er diskuteret på flere udvalgsmøder, siden forvaltningen i marts sidste år blev bedt om at analysere spørgsmålet. Udvalget og byrådet fik rapporten præsenteret på udmærket vis den 1.3 – på nettet, naturligvis. Ældrerådet har senere diskuteret og anbefalet planen.
Det betyder store investeringer i nybyggeri og mulig ombygning af eksisterende plejehjem til tidssvarende standarder – både for beboere og personale. Det koster penge. Det har Søren ret i. Men mig bekendt har ingen sagt nej – eller for den sags skyld ja, for de forhandlinger er ikke i gang endnu.
Så, kære Søren. Lad nu være med at beskylde nogen for ikke at ville ældreområdet det godt. Det har du ikke belæg for. Sådan har jeg ikke oplevet mine kolleger fra Venstre, SF og Socialdemokratiet i udvalgets arbejde. Og det er måske et rigtig godt afsæt for at nå gode resultater for området i de kommende budgetforhandlinger. Vi håber også at kunne regne med din positive støtte, når regningen skal betales.