Smerter fra et voldsomt piskesmæld var en del af Heidi Winther Rasmussens hverdag i 12 år, men så oplevede hun at smerterne forsvandt mirakuløst.
Det fortæller hun om ved et foredrag i ”Kraftværket” i Samværkets lokaler på Lykkegårdsvej i Kolding.
Tilbage i 2002 var Heidi Winther Rasmussen ude for en ulykke. Hun var på vej hjem fra arbejde fra sit arbejde som frisør og blev ramt af en skraldebil, som kørte op bag i hendes bil. Hun fik blandt andet fik et voldsomt piskesmæld.
-Da jeg er til en fyldestgørende undersøgelse, får jeg at vide, hvordan mit liv skal være. Jeg får at vide, at jeg ikke ville kunne noget, fortæller 47-årige Heidi Winther Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:
-Men samtidig lød der en stemme inden i mig: ”Sådan bliver dit liv ikke, sådan skal du ikke leve!”
Lå ned i 10 timer om dagen
12 år inde i sit sygdomsforløb var hendes hverdag stadig plaget af smerter. Hun lå ned i ti timer om dagen, som hun primært brugte på at bede til Gud. Bønnen blev en tilflugt, hvor Heidi mærkede et nyt fokus i sit liv på trods af de mange smerter. En dag, hvor hun ligger og beder, oplever hun at se Jesus i et syn.
-I det øjeblik er jeg rask. Jeg kan bare mærke det i hele min krop. Jeg ved bare inderst inde, at jeg er fuldstændig helbredt, fortæller Heidi Winther Rasmussen, der bor i Varde.
Hun blev efterfølgende tjekket hos sin fysioterapeut, som kunne bekræfte, at der var sket et mirakel.
Det er nu ni år siden, at Heidi blev helbredt. Hun fortæller om sin oplevelse ved et gratis foredrag i Samværkets lokaler på Lykkegårdsvej torsdag den 27. april klokken 19. Hun håber, at deltagere, som måske selv kæmper med fysiske smerter, vil kunne øjne håb for deres situation.
Kraftværket er en arbejdsgren i Kirkeibyen i Kolding, der tilbyder klassisk kristen sjælesorg og hjælper mennesker gennem samtale, bøn og Guds kraft, oplyser Samværket i pressemeddelelsen.