Kolding Netavis

Havnevirksomhed udvider til industrikvarter

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv

Terkelsen & Co A/S, der handler med jern og metalskrot, flytter en del af virksomheden fra havnen til Bronzevej 4.

Arealet, der har været anvendt som genbrugsplads, er blevet ledigt efter at Kolding Kommune har indrettet ny genbrugsplads på den anden side af vejen. Det betyder, at Terkelsen & Co i løbet af efteråret kan rykke ind på den nye adresse.

– Vi ser en god synergi i at ligge ved siden af genbrugspladsen, hvor en del af vores kunder er i forvejen. Og så har vi brug for mere plads, samtidig med at vi gerne ville blive i Kolding Kommune, fortæller Jytte Flintegaard, direktør i Terkelsen & Co, i en pressemeddelelse.

Behovet for en ny placering er blevet aktuel i forbindelse med byrådets tilkendegivelser om at omdanne havnen til bynært boligområde. Og det er i dialogen med havnevirksomheden, at der nu er fundet en løsning. Flytningen til Bronzevej betyder, at en stor del af kunderne ikke længere giver trafik på havnen. I stedet bliver den nye placering på Bronzevej en fordel for de håndværkere, der samtidig skal på genbrugsstationen med andet affald.

Miljøtunge virksomheder samlet vest for Vejlevej

Hos Kolding Kommune betyder det desuden, at flere industrivirksomheder i den miljøtunge klasse nu er samlet i industrikvarteret vest for Vejlevej.

– Vi har haft en god dialog med Terkelsen & Co om mulighederne for en grund, hvor deres kunder nemmere kan komme til. Samtidig vil vi gerne bevare arbejdspladserne i Kolding. Vi vil gerne hjælpe byens virksomheder med at vækste, og vi tager gerne en dialog om, hvordan virksomhederne kan gøre det indenfor kommunegrænsen, siger borgmester, Jørn Pedersen.

Byrådet besluttede den 25. juni at sætte ejendommen til salg. Og grunden på 4.878 kvadratmeter har været i udbud og er solgt til højestbydende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *