Kolding Netavis

Havfruens hoved afleveret af ung mand i gammel øse

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Hovedet bliver atter sat på Søhavfruen mandag.

Søhavfruen i Slotssøen har skabt en del debat i denne uge. Natten til onsdag mistede Søhavfruen sit hovedet. En gerningsmand valgte at gøre Erik Valters kunstværk hovedløs.

Onsdag fortalte Erik Valter, der bor i Bramdrupdam, at han gav frit lejde til gerningsmanden eller andre, der kunne få hovedet tilbage til kunstværket. Og så var der også en findeløn – en flaske Gammel Dansk.

Og nu er hovedet tilbage i Erik Valters varetægt, skriver JydskeVestkysten søndag.

Det var ham selv, der kom på sporet af den manglende kropsdel.

– Jeg fik tilsendt et screenshot fra Instagram. En ung mand havde taget et billede af hovedet, siger kunstneren til JydskeVestkysten.

Ung mand i gammel øse

På skærmbilledet kunne han se navnet på fotografen. Erik Valter gik derfor i gang med at tage kontakt til ham. Det ledte ham til en anden ung mand, som han mødtes med et sted i Kolding.

– Der var ikke en sjæl derude, men pludselig kom der en gammel øse kørende. En ung mand sprang ud, og jeg spurgte ham helt stilfærdigt, om han kendte noget til hovedet. Det gjorde han, og han gik om bagved bilen og tog en sort sæk. Her lå hovedet i, siger Erik Valter.

Dusøren blev udløst. Men den unge mand drak ikke. Han ville derimod gerne have en af Erik Valters små figurer – og det fik han.

Mandag middag bliver hovedet igen placeret på Søhavfruen i Slotssøen.

Erik Valter har selv betalt kunstværket

Erik Valter har selv betalt cirka 4.000 kroner for at lave kunstværket – plus en del arbejdstimer. Det fortalte Erik Valter onsdag til Kolding Netavis. Kunstværket er lavet så det kunne bruges i forbindelse med Trekantområdets Festuge samt Kolding Kulturnat i fredags.

Kolding Kommune har betalt 5.000 kroner til Slots- og Kulturstyrelsen for at opstille Søhavfruen i Slotssøen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel