Mandag eftermiddag blev snoren klippet for pilotprojektet ”Harte i bevægelse”, som er et projekt inspireret af den islandske model, hvor skole og fritidstilbud af høj kvalitet samtænkes.
Med højt humør og masser af bevægelse var 175 glade børn mandag eftermiddag med til at markere igangsættelsen af pilotprojektet ”Harte i bevægelse”. Det blev gjort med fællesdans til lyden af Aqua-nummeret ”I’m a barbie girl” og fede fodboldtricks og tunneller af Nichlas ”Tunna” Knudsen, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Skoleleder på Harte Skole, Jette Roost, indledte igangsættelsen med en velkomsttale, hvor hun lagde vægt på det store engagement fra lokalområdet. Med stor velvillighed fra den lokale forening, fritidsklubben og lokalområdet i det hele taget er det lykkes, at stable et spændende og nytænkende projekt på benene, hvor sammenkobling mellem parterne er en af grundsøjlerne.
Som symbol på det fremtidige samarbejde var det Jette Roost, Nicholai Linde fra Harte Fritidscenter, Niels Christian fra Harte G&IF samt Kurt Bisgaard fra Fritidsklubben der i fællesskab klippede snoren og formelt åbnede projektet.
Med til åbningen var både byrådspolitikere, repræsentanter fra det lokale fritidsliv og samarbejdspartnere fra Dansk Skoleidræt og DGI. Efter den formelle åbning kunne de overvære første etape af ”Aktiv eftermiddag”, hvor eleverne på Harte Skole havde valgt mellem aktiviteterne boldbasis, yoga og motorisk træning samt gymnastik. Her blev de mødt at dygtige instruktører, som mødte børnene i øjenhøjde og et smil på læben.
Harte kan bane vejen for andre lokalområder
Det første frø til projektet blev sået i starten af 2019, da Harte Skole og Harte G&IF var hurtige til at afstemme at man gerne ville arbejde i retningen af en islandsk model. Siden er der arbejdet hårdt i kulisserne og første skridt blev taget med nedsættelsen af en lokal styregruppe med involvering fra Harte Skole, Harte G&IF, Fritidsklubben og Harte Fritidscenter.
Kolding Kommune følger projektet tæt for, at få et erfaringsgrundlag til politikkerne i Kolding. Målet er, at få værdifulde erfaringer med sammenhænge og synergier mellem lokale institutioner. For at kvalificere erfaringsindsamlingen er Syddansk Universitet koblet på projektet.