Hvis du opdager en bisværm hjemme hos dig selv, hvad skal du så gøre? Kolding Netavis har fundet en mulighed, der er ganske gratis.
Kolding Netavis’ fotograf, Gert Blume, blev lørdag eftermiddag af sin nabo gjort opmærksom på, at der var en bisværm i hækken mellem dem.
Og hvad gør man så? Dette spurgte Gert Blume fra Bramdrupdam i hvert fald sig selv om. Så huskede han, at tidligere borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen, er biavler. Gert Blume tog derfor kontakt til Jørn Pedersen, der via sit netværk kendte en, der kunne hjælpe.
-20 minutter senere stod Claus Korsholm fra Vester Nebel i min indkørsel. Da havde bisværmen flyttet sig ned i fliserne, fortæller Gert Blume.
Claus Korsholm stillede med en bistade, som bierne let og elegant fløj ind i – med lidt lokkemiddel.
Der er en grund til, at en bisværm søger væk:
-Det er lidt som, hvis konen derhjemme ikke bliver plejet. Så forlader hun jo også manden, lyder det fra Claus Korsholm.
En anden grund kan også være, at der er kommet en ny dronning til i bistaden og den gamle dronning har taget omkring halvdelen af arbejdsbierne med.
Hvis man får en bisværm derhjemme, er muligheden dermed, at kontakte Claus Korsholm på 2274 8908, der kommer og fjerner bierne helt uden beregning.
Du kan også få hjælp via Dansk Biavlerforening.
Se billederne øverst i artiklen…