Hanne Boel udsender et nyt album: ”Between Dark & Daylight”.
Om Hanne Boel er tilbage? Næh, Hanne har aldrig været væk. Men der gemmer sig alligevel en velkommen sandhed i udsagnet. Med Between Dark & Daylight ser Hanne Boel tilbage mod sine klassiske udgivelser som den største danske soulsangerinde nogensinde, oplyses det i en pressemeddelelse fra MT Promotion.
Men det nye album er ikke et forsøg på at genoplive svunden storhed, mere at udforske og bygge på indhøstede erfaringer og ikke mindst levet liv.
Hanne har bagagen med sig og fremsynet intakt og har ikke kastet sig ud i en konkurrence med sin egen fortid.
Da unge Hanne Boel i en årrække havde turneret landet tyndt med funkgruppen Blast, vendte hun sig mod en mere soul præget lyd, som hun med LP’en Black Wolf præsenterede offentligheden for i 1988.
Det satte for alvor gang i karrieren, og hun fik allerede ved udgivelsen af DARK PASSION i 1990 enorm succes og har siden gang på gang toppet hitlisterne i Danmark og Skandinavien.
Med et salg på over 2,5 mio. albums, fordelt på 20 udgivelser, er Hanne Boel den bedst sælgende danske sangerinde nogensinde, og bagagen er fyldt af utallige hædersbevisninger, Grammyer og hvad der ellers er.
Hun har altid været flittig på livesiden og optræder til stadighed for fulde huse i primært Danmark og i Norge, der nærmest har taget hende til sig som deres egen.
Hanne Boel har netop afsluttet en stilling som professor og prorektor på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København, hvor hun har været ansat siden 2009 og gavmildt øst af sin tid og erfaring på udviklingen af unge talenter.