Kolding Netavis

Handicapkørsel til borgere med demens

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

I Kolding Kommune kan hjemmeboende borgere med demensdiagnose nu benytte handicapkørselsordningen til fritidsformål, indkøbsture, familiebesøg og til andre kørselsbehov.

Handicapkørselsordningen er en kollektiv trafikordning for borgere der på grund af gangbesvær og synshandicap ikke kan tage bus eller anden kollektiv trafik.

Det er denne ordning som hjemmeboende borgere med demensdiagnose nu også kan blive visiteret til, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen er glad for at borgere med demens nu kan bruge handicapkørselsordningen:

– Handicapkørsel er jo normalt kun for gangbesværede og meget svagtseende borgere. Men nu kan borgere med demensdiagnose også benytte handicapkørselsordningen. Det betyder, at vi transportmæssigt sidestiller borgere med demens med andre borgere. Transporten er således ikke længere en hindring for at kunne deltage i fritidsaktiviteter, tage på indkøbstur, besøge familie eller deltage aktivt i samfundslivet. Og hvis borgerne har brug for en ledsager under transporten kan en hjemmehjælper eller pårørende køre gratis med.

At hjemmeboende borgere med demens nu får mulighed for at benytte handicapkørselsordningen betyder, at de kan køre 104 ture pr. år, blive hentet på deres hjemadresse og blive kørt til den adresse de skal til. Det er kollektiv kørsel, så måske samler taxaen eller bussen andre op undervejs. Der er en egenbetaling på 3 kr. pr. kilometer, minimum 35 kr. pr tur.

Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen skønner at 100 hjemmeboende borgere med demensdiagnose vil gøre brug af ordningen. Ordningen løber frem til 1. april 2021 og er støttet med 2.6 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen.

Hvis du, eller dine pårørende, vil høre mere og eventuelt blive visiteret til handicapkørselsordningen skal du kontakte Kolding Kommunes demenskonsulenter på tlf. 24463162 eller 24285829 eller Senior- og Sundhedsrådgivningen på tlf. 79798450.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel