Vamdrup Byforum afholdt sit 12. årsmøde.
– Der er en rigtig joker med i spillet om udviklingen af vores lokalområde, og det er snakken om den nye motorvej. Da der skulle bygges dobbelt togspor gennem Vamdrup lykkedes for os, at få Banedanmark til at anerkende os som partner. Det håber vi også, at vi kan blive til Vejdirektoratet, hvis den nye motorvej skal anlægges her i området.
Dette forklarede Helge Paulin, formand for Vamdrup Byforum, på foreningens 12. årsmøde, da linjeføringen for den kommende Hærvejsmotorvej på ny dukkede op som debatemne. Det skriver netavisen Sebro Press.
Men omkring dette spørgsmål var borgmester Jørn Pedersen (V), som var til stede ved årsmødet, usædvanligt kortfattet. Han nøjedes, i følge Helge Paulin, med en kort omtale af de tre forslag, der ligger for linjeføringen af den kommende motorvej.
Det antages, at tavsheden kan hænge sammen med, at Jørn Pedersen, som tidligere omtalt i Sebro Press, sammen de øvrige fem borgmestre i Trekantområdet, på et tidspunkt skriftligt har anbefalet en linjeføring umiddelbart vest om Vamdrup. En holdning, som i øvrigt har mødt ret kraftig modstand i Vamdrup. Blandt andre hos byforum.
Derimod havde borgmesteren, kommentarer til spørgsmålet om, hvornår der kommer en cykelsti, dækkende hele strækningen fra Vamdrup til Kolding.
Her henviste han til, at et sådan projekt nok ikke bliver til noget, før der eventuelt kommer ny cykelstipulje fra staten, som kommunen kan søge tilskud fra, så den ikke selv skal af med de 8-11 millioner kroner, som cykelstien nok kommer til at koste.
Der var på årsmødet denne gang ikke meget direkte brugbart at hente fra Jørn Pedersen. Han gennemgående forbavsende fåmælt, og hans svar på spørgsmålene var meget runde, lyder det fra Helge Paulin:
Vedrørende Vamdrup midtbys fremtid kunne borgmesteren dog godt forestille sig, at forretningslivet i byen bliver koncentreret på og omkring Østergade, og at tomme butikslokaler i den øvrige del af byen i et vist omfang bygges om til boliger.
Om bibliotekets fremtid sagde han, at det ikke kan bliver, hvor det er nu. Bygningen er utidssvarende. Men han havde ingen konkrete forslag for en ny placering. Han nævnte dog kino-området, som en mulighed, fortæller Helge Paulin.
– Vi byforum har jo forslået, at der indrettes bibliotek i den nu ledige Fakta-bygning på Nørregade, føjer han til.
Årsmødet i Vamdrup Byforum blev holdt i Vamdrup Kino, og der meldes om at 40-50 borgere var mødt frem.