Kolding Netavis

H4CK D1N FORT1D

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Pressefoto.

Til årets festuge i Trekantsområdet sætter fem kulturhistoriske institutioner sammen med digital kunstner og koder Andreas Refsgaard fokus på brugen af AI i formidlingen af fortiden.

Det sker gennem fem borgerinddragende workshop i Middelfart, Kolding, Fredericia, Haderslev og Vejle, hvor deltagerne får mulighed for at afprøve brugen af kunstig intelligens sammen med de lokale historiske fotosamlinger.

På workshoppen skabes der nye imaginære billeder af fortiden, som indgår i fællesværket: ”Kunstige Øjeblikke”, der løbende vokser gennem hele festugen – og fredag den 1. september kan det samlede værk ses i alle fem byer.

Den kunstige intelligens har for alvor fået sit gennembrud i år, hvor ChatGTP allerede anvendes mange steder i samfundet. Men hvordan forholder vi os til kunstig intelligens? Hvordan kan den bruges og misbruges, når det gælder den historiske virkelighed? Giver kunstig intelligens os nye muligheder for at forestille os en fortid – eller underminerer den vores opfattelse af historiske facts? Hvordan skaber vi transparens, når det vi møder ikke længere er “autentisk”? Og hvad sker der, når vi leger med den historiske fortid i en kunstnerisk ramme?

Det er med afsæt i nogle af disse spørgsmål, at Kolding Stadsarkiv, Museerne i Fredericia, Vejle Stadsarkiv, Historie Haderslev, Middelfart Museum og Arkiv er gået sammen med digital kunstner Andreas Refsgaard om at engagere borgere på tværs i Trekantsområdet omkring brug af AI og formidling af lokalhistorien.

Hvert arkiv eller museum har stillet en samling lokalhistoriske fotos til rådighed fra perioden 1860-1920, som workshopdeltagerne kan udforske.

I dag giver de os et visuelt vidnesbyrd om nogle af fortidens steder og mennesker.

Fotografierne danner bro til vores egen tid og digitaliseringen af de mange samlinger er medvirkende til at påvirke, hvordan vi kollektivt erindrer. Men kan vi også inddrage fotografiet til andet end historisk dokumentation?

Kan vi eksempelvis genskrive historien ved hjælp af kunstig intelligens? Det er det, som projektet undersøger med en legende tilgang, der udnytter det kreative potentiale, som ligger i spændet mellem de digitaliserede samlinger, nye algoritmer og kunstig intelligens. Herved skabes et værk, der både tager afsæt i de unikke lokaliteter og udnytter de muligheder, som AI tilbyder.

I Kolding afholdes workshoppen lørdag den 26. august kl. 10-12 i Nicolai Scene og allerede om aftenen kan man se de første genererede billeder på Stadsarkivets mur i Nicolai-gården fra kl. 22.00-24.00, hvor de vises hver aften i Trekantområdets Festuge.

Tirsdag d. 29. august kl. 18.30 åbnes installationen officielt på Kolding Bibliotek i forbindelse med foredraget med Andreas Refsgaard: ”Kunst, kode og kunstig intelligens”, hvor næstformand i Kulturudvalget; Merete Due Paarup vil holde tale.

Efterfølgende kan installationen også ses i Bryggeriet på Kolding Bibliotek resten af festugen.

Med projektet udfordrer Kolding Stadsarkiv de traditionelle formidlingsgreb, og sætter arkivets samlinger i spil på en måde, der afsøger grænselandet mellem virkelighed og fiktion, og dermed også taler ind i en aktuel debat omkring brug af AI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel