Kolding Netavis

Grøn marineteknologi løfter Alfa Laval-omsætning

2019 var endnu et travlt år for Alfa Laval-koncernen. Pressefoto.

Omsætningen hos Alfa Laval i Danmark steg i 2019 med mere end 800 millioner kroner, hvilket primært kan tilskrives ny maritim lovgivning, der har fået efterspørgslen på selskabets rensesystem til skibes ballastvand til at stige markant.

2019 var endnu et travlt år for Alfa Laval-koncernen, der på globalt plan ramte en omsætning på hele 32 milliarder kroner. I Danmark steg omsætningen til 5,5 milliarder kroner mod godt 4,7 milliarder kroner året før svarende til en stigning på ca. 17,5 procent. Også indtjeningen blev løftet markant og er således 115 millioner kroner højere end seneste regnskabsår, hvilket er en forskel på hele 39 procent, oplyser Alfa Laval i en pressemeddelelse:

– Vi har i Alfa Lavals fem danske selskaber for alvor formået at konsolidere os som et af de absolut mest betydende lande i Alfa Laval-koncernen uden for Sverige. I Danmark beskæftiger vi nu godt 1.800 medarbejdere inden for koncernens kerneområder varmeoverførsel, separation og væskehåndteringer, og de danske afdelinger spiller afgørende roller som globale viden- og kompetencecentre for en række vigtige forretningsområder – herunder membranfiltrering, flowtekniks udstyr og udstyr til tankrensning til fx fødevare- og pharmaceutisk produktion, kedelteknologi samt procesteknologi og dekantercentrifuger til blandt andet fødevareproduktion, i energisektoren og spildevandsrensning, fortæller managing director Per Lund Hansen fra Alfa Laval Copenhagen A/S på vegne af de fem danske Alfa Laval-selskaber.

Årets markante vækst i omsætning kan i vid udstrækning tilskrives salg af Alfa Laval PureBallast, der er et kemikaliefrit rensesystem til skibes ballastvand udviklet af Alfa Laval og Wallenius Water. Den stigende interesse for ballastvandssystemet skyldes, at Alfa Laval er førende på området, kombineret med en forestående lovstramning, der pålægger alle eksisterende skibe at begrænse mængden af levedygtige organismer, skibene må udlede.

En lovstramning, der for nye skibe allerede trådte i kraft i 2017, men som for eksisterende skibe træder i kraft 8. september 2024, hvorfor rederierne er i fuld gang med at forberede sig, fortæller Søren Hjorth Krarup, der er direktør for Alfa Laval Aalborg, hvorfra man sourcer og samler alle dele til ballastvandssystemet.

– Vi lancerede PureBallast helt tilbage i 2006 som den første kommercielt tilgængelige løsning til behandling af ballastvand, og i dag står vi så med tredje generation af produktet, der er godkendt af både IMO og den amerikanske kystvagt USCG. Vi er derfor en internationalt ledende spiller inden for rensning af skibes ballastvand, og det er den primære forklaring på, at udsigten til lovstramningen for alvor har skabt øget aktivitet hos os. Den øgede aktivitet er hovedårsagen til, at vi i seneste regnskabsår formåede at fordoble omsætningen i Alfa Laval Aalborg, og vi forventer faktisk at efterspørgslen på vores PureBallast vil fortsætte med at stige de kommende år primært drevet af eftermonteringer på eksisterende skibe, siger Søren Hjorth Krarup.

Satser på bæredygtighedsfremmende teknologier

Alfa Laval PureBallast benyttes til at begrænse mængden af invasive arter, der fragtes rundt på kloden via skibes ballastvand og er således et godt eksempel på selskabets fokus på Green Customer Processes eller med andre ord på at reducere kundernes miljøpåvirkning gennem Alfa Lavals produkter.

Allerede i dag er en større del af Alfa Lavals omsætning drevet af at levere løsninger og produkter, der eksempelvis renser spildevand, minimere el- og vandforbrug eller reduceres CO2-udledningnen inden for en række industrier og processer, og forventningen er, at det stigende miljø- og klimafokus vil få endnu flere kunder til at vælge Alfa Laval-produkter:

– En skærpet klimadagsorden vil skabe yderligere forretningsmuligheder for os. Men skal vi lykkes med at imødekomme en stigende efterspørgsel på bæredygtighedsfremmende teknologi, er det afgørende, at vi hele tiden formår at flytte os og udvikle vores produkter, så vi fortsat er udbyder af førende teknologier og løsninger, siger Per Lund Hansen og fortsætter:

– Derfor har vi også i 2019 øget vores investeringer i blandt andet innovation, produktionsforbedringer, nye testfaciliteter og ikke mindst øget digitalisering.

Han henviser blandt andet til, at man i Søborg kunne indvie et spritnyt testcenter til dekanterteknologi i november 2019.

Hurtig reaktion på coronakrisen

Første halvdel af det nye regnskabsår har for Alfa Laval primært handlet om at håndtere situationen omkring coronapandemien. Her reagerede man hurtigt blandt andet ved at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger over for medarbejderne og ved at omstille produktion og arbejdsgange med fokus på fortsat at betjene selskabets kunder.

Som følge af covid-19-situatioen besluttede Alfa Laval-koncernen desuden tilbage i marts, at man på globalt plan skulle finde besparelser for en milliard svenske kroner i løbet af 2020, og det har også haft betydning for Alfa Laval i Danmark.

– Vi har skullet finde besparelser, mens vi samtidig har fokuseret benhårdt på at omstille vores arbejdsgange, så vi uden at gå på kompromis med sundhedsmyndighedernes anbefalinger fortsat har opfyldt vores kunders behov og dermed bidraget til at sikre rammerne om deres virksomheder. Det er vores vurdering, at vi står relativt stærkt på den lidt længere bane, da de faktorer, der driver vores salg, fortsat er til stede. Eksempelvis er Alfa Lavals produkter ofte en del af kritisk infrastruktur inden for områder som eksempelvis fødevareproduktion, medicinalindustri og sanitet, mens miljødagsordenen også forsat ventes at spille en stigende rolle over de kommende år, forklarer Per Lund Hansen.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *