Kolding Netavis

Grim mode fra 70’erne og 80’erne er tilbage

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Isabella elsker fyrretræ. Hun er 25 år, bor i Odense og hedder 'Bondo' til efternavn. Foto: DBA.

Der bliver i disse måneder søgt heftigt efter fyrretræsmøbler på DBA. Den – for nogle – ’hæslige’ træsort er åbenbart højeste mode, og det kan ”samlere” godt mærke.

Ubehandlet, næsten orange og med tydelige knaster. Fyrretræ er let at kende …og svært at holde af.

Sådan er vi i hvert fald mange, der har haft det, siden møblerne af fyrretræ endelig gik af mode i slut 80’erne.

Men nu ser det ud til, at den ubehandlede ABC-reol og de klassiske sommerhusknagerækker er ved at snige sig ind i danskernes hjerter igen. For søgningerne efter fyrretræ er taget til på DBA.

I juli var der på DBA 77 % flere søgninger på ’fyrretræ’ end samme måned året før. Kolding er på top 50 (nummer 45, red.) over byer, der indenfor de seneste tre måneder har søgt mest på ‘Fyrretræ’. Og trenden kan også tydeligt ses i august. Også på Sverige og Norges svar på DBA kan man se fyrretræs-hypen.

-Det er dejligt at se, at folk finder vej til DBA, når nu fyrretræsmøbler er ved at blive populære igen. Når en træsort bliver ’in’, eller et bestemt møbel fra fortiden hitter, er det da klart fedest at finde de ”originale” fra sidst det var på mode. Sådan har fyrretræet det helt rigtige look, som gammelt træ skal have, fortæller Julie Schoen, presseansvarlig hos DBA, i en pressemeddelelse og fortsætter:

-Ofte kan man godt se forskel på, når møblerne er nyproducerede eller gamle. Det gælder f.eks. bambusmøbler, hvor bambussen får en fed patina med tiden, og hvor forskellen på ny og gammel derfor at let at se.

Efterspørgslen får fyrretræsmøbler til at stige i pris

Og der er heldigvis ikke ”udsolgt” af møbler bygget i den tilsyneladende moderne træsort på DBA. 226 skabe, 623 kommoder, 114 reoler og 368 sofaborde er der i skrivende stund af finde med fyrretræ i den blå app.

Men efterspørgslen har allerede skudt priserne i vejret. Det erfarer 25-årige Isabella Bondo fra Odense, der er vild med fyrretræ.

-Jeg har opgivet at købe mere nu, for hypen gør, at folk vil også have mere for deres vintage fyrretræsmøbler. Det er blevet for dyrt for mig at købe møbler i fyrretræ, men det giver jo god mening at sælge det, jeg har i fyrretræ, netop nu, fortæller Isabella, der ellers elsker møbler lavet i 70’er-80’er træsorten, til DBA.

Hun var ellers ved at være parat til at købe en ny reol til sit og kærestens fælles hjem. En reol i fyrretræ. Men den plan er sat på pause:

-Det er en megafed fyrretræs tremmereol lavet af træbjælker. Men nu har rigtig mange influencere den, og den popper op på min instagram konstant. Jeg kan se, jeg skal give omkring 1.500 kr. for den. Det havde jeg alligevel i min vildeste fantasi aldrig troet, den ville koste, fortæller Isabella til DBA og supplerer:

-Og så er jeg nok lidt af en nærigrøv.

Isabellas kæreste er glad for prisudviklingen

Hun er vild med de fleste møbler produceret i 70’erne, og det indebærer også fyrretræ. Men desværre for Isabella bliver nogle typer af hendes yndlingsmøbler fra tid til anden populære, og så er det svært at købe billigt ind af det på loppemarkederne og DBA.

-Jeg var også ved at indrette mit hjem, da alle pludselig også skulle have bambus. Så irriterende. Så jeg stoppede med at købe bambus for en stund. Til gengæld kan jeg jo sælge ud af mit, når det er moderne og få mere for det, end jeg gav. Min bambusreol solgte jeg for 500 kroner, og jeg havde selv givet 150 kr. for den, før bambus toppede i Danmark, griner Isabella.

Hun har heldigvis også skaffet sig en smule fyrretræsmøbler, inden efterspørgslen på DBA stak af i juli.

-Jeg har en høj og bred knagerække i fyrretræ, som jeg kun gav en 50’er for. Det var en kvinde, der solgte den for sin mor. Men jeg synes jo selv, den er fed, fortæller Isabella, der ikke er ”salgsvillig” omkring sin knagerække, til DBA.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For nu, hvor det ikke kan betale sig for Isabella at købe fyrretræsmøbler, kan hun da glæde sig over, at det alligevel er en træsort, hendes kæreste ikke bryder sig om.

-Han er ikke helt enig i, at den der tremmereol i fyrretræ er megafed. Han er ikke så vild med fyrretræ, griner Isabella til DBA.

Her ses den reol, som Isabella drømmer om. Foto: DBA.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel