Kolding Netavis

Gravearbejde vil påvirke trafikken frem til maj

Elo Christoffersen
TREFOR Vand er så småt gået i gang med at grave ud til den nye vandledning i Munkegade. Foto: Kolding Kommune.

Fra nu og frem til maj måned vil trafikken i Munkegade i Kolding bymidte påvirkes i forbindelse med udskiftningen af en gammel vandledning af TREFOR Vand.

Arbejdet sker som en forlængelse af forsyningsselskabets anlægsarbejde i Klostergade, som snart er færdiggjort.

Det er en aldrende vandledning under Munkegade, der skal udskiftes. Samtidig lægger TREFOR Vand en ny stor transmissionsledning i jorden. Munkegade spiller en væsentlig rolle i forsyningen af vand til bymidten, og den nye transmissionsledning vil bidrage til en velfungerende leverance af vand til beboerne langt ud i fremtiden, oplyser Kolding Kommune.

Arbejdet i Munkegade vil blive udført i to etaper. I den første etape vil der blive arbejdet i Munkegade på strækningen fra Klostergade og næsten helt op til Jernbanegade. TREFOR Vand er allerede gået i gang med gravearbejdet i Munkegade, og fra midten af næste uge forventes trafikken at blive mærkbart påvirket.

Trafikken bliver påvirket

Kort: Kolding Kommune.

Bilister: Munkegade vil være ensrettet i sydgående retning med kun én vejbane åben og parkering forbudt. Som bilist kan du køre ind i Munkegade fra Fredericiagade, Jernbanegade og Buen. Når du skal ud fra Munkegade, kan du benytte Brostræde > Farverstræde > Bredgade. Det store busstoppested ”Klostergården” i Brostræde, som er midlertidigt lukket for buskørsel, er i perioden reserveret til bilister mod Bredgade.

Beboere og trafikanter, der benytter p-huset i Klostergade, kan også køre ad Klostergade > Lille Brostræde > Brostræde > Farverstræde > Bredgade, men husk at færdslen i gågaderne skal ske på de gåendes præmisser.

Cyklister og fodgængere: Munkegade vil være åben for fodgængere og cyklister under anlægsarbejdet, men det er kun fortovet i den ene side af vejen, der er åbent, og cyklister bedes stå af og trække.

Chauffører med varelevering: Den eksisterende plads til varelevering i den nordlige del af Munkegade lukkes frem til maj. I stedet kan varebilerne læsse af på pladsen på hjørnet af Brostræde/Klostergade. Bagefter skal varebilerne køre ud af området via Brostræde > Farverstræde > Bredgade. Chauffører i høje lastbiler bedes være opmærksom på jernbanebroen på Bredgade, der har en frihøjde på kun 3,7 meter. Hvis man vil undgå broen, skal man dreje til højre ud på Bredgade, når man kommer fra Farverstræde.

Buspassagerer: Det store busstoppested “Klostergården” vil fortsat være lukket og tages først i brug, når arbejdet i Munkegade er færdigt. I stedet henvises passagererne til stoppestederne “Sydbanegade”, “Buen v Jernbanegade” og “Mazantigade v Kolding Busterminal”. Der er risiko for forsinkelser på grund af den midlertidige lukning af stoppestedet ”Klostergården” – tjek gerne Rejseplanen, før du tager bussen.

Når entreprenøren er færdig med første etape, fortsættes gravearbejdet på den sidste strækning op til det lysregulerede kryds.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel