Kolding Netavis

Giv fodbolden tilbage til fansene

Læserbrev af Filip Bekic Bladt, pædagog, fodboldfan og formand Socialdemokratiet i Kolding, Borgergade 4. st. th., 6000 Kolding.

Måske er jeg en smule naiv? Måske er jeg fodboldromantiker? Eller måske repræsenterer jeg en holdning, som langt de fleste fodboldtilhængere er enige i. Jeg bilder mig selv ind at det sidste er tilfældet.

Fodbold har udviklet sig løbende ligesom vores samfund. Det er der som sådan ikke noget galt i, men fodbolden har i de sidste mange år bevæget sig væk fra det mest essentielle, nemlig fansene.

UEFA, FIFA og de absurd rige ejere af de største fodboldklubber i verden har nu vist deres sande ansigt. Et ansigt, som fodboldnørder som mig altid har kendt til, men nu bliver synligt for alle mennesker.

VM i Qatar og Rusland, den nye Super League privatliga og så UEFA’s nye Champions League format er alle sammen tegn på en sport, som bevæger sig væk fra fansene, og hvor det kun handler om flere kampe, flere penge og mere grådighed.

Desuden ser vi blandt andet i Premier League at almindelige mennesker ikke har råd til at komme og se deres favorithold spille, fordi billetpriserne er blevet så høje.

De fleste klubber er i dag ejet af udenlandske rigmænd, som er fuldstændig ligeglade med moderklub, ungdomshold, fans og klubbens traditioner. Det handler om at tjene flere penge for enhver pris.

Heldigvis ser vi, at flere og flere er begyndt at sige fra. Det så vi tilbage i starten af nullerne, hvor en rigmand købte den engeske traditionsklub Wimbledon og flyttede den 90 km til en anden by. Her valgte fansene at starte en ny klub fra bunden, hvor fansene ejede klubben, og Wimbledon er nu tilbage i League One.

Det samme skete i Manchester United, da Glazer familien overtog klubben. Her blev fans vrede og stiftede en ny udbryderklub. Vi har i særdeleshed set det i forbindelse med VM i Qatar og oprettelsen af en privat Super League. Her har fansene for alvor sagt fra.

I dansk fodbold er problemerne ikke så store endnu, men vi ser dog alligevel i de TV aftaler, der er lavet. Det betyder blandt andet, at der er svært at se fodbold uden de rigtige TV pakker.

Det store spørgsmål er så, hvad er alternativet? En mulighed var at kigge mod Tyskland. I Tyskland lavede man i starten af nullerne en såkaldt 50+1 regel. Denne regel sikrer, at moderklub ejer majoriteten af aktierne i klubben, og dermed har kontrollen over klubben.

Det betyder at magten aldrig kommer ude af hænder på de rigtige fans ejes af grådige kapitalister.

I Tyskland er der bred opbakning om denne regel, selvom den bliver forsøgt omgået fra rige klubejere og Red Bull koncernen i Leipzig, men langt størstedelen af klubber og fans støtter og bakker op.

Det har haft stor betydning for tysk fodbold. For eksempel har Bundesligaen det højeste tilskuergennemsnit i Europa. En af årsagerne er, at billetpriserne er til at betale for ganske almindelige mennesker.

Tyskland har et af de bedste landshold, fordi man prioriterer ungdomsholdene og talenterne og sidst, men ikke mindst har de tyske klubber en sund og bæredygtig økonomi. Senest er Dortmund blevet gældsfri. Det har kunne lade sig gøre samtidig med at de spiller med i toppen af europæisk fodbold.

Så kære UEFA, FIFA og kyniske rigmænd. Giv fodbolden tilbage til fansene. Inddrag fansene, lyt til dem og gør, som de siger. Fodbold er fattigt uden fans. Og kære fodbold fans, kampen er ikke slut. Langtfra, den er først lige begyndt.

Vi skal stille krav til de klubber, vi holder med og kræve indflydelse. Hvad enten der er den lokale klub eller de store klubber, der spiller i Premier League og Champions League. Fansene skal med om bordet.

Tyskland har vist vejen for, hvordan det kan gøres. Lad os da starte i egen andedam og gå samme vej i Danmark. Lad os få moderklubber og fanklubber ind i bestyrelserne og lad os få demokratiske reformer af både FIFA og UEFA, så en lille magtelite ikke skal bestemme.

Hvor længe skal der trampes på vores værdier, og hvad bliver det næste. Skal vi have VM i Saudi Arabien eller i Kina. Vi må på et tidspunkt sætte foden ned og sætte hårdt mod hårdt. Der må kunne samles en gruppe af anstændige lande, som sammen kan skabe forandring og boykotte, hvis det bliver nødvendigt.

De seneste uger og måneder er det blevet tydeligt for alle, at vores elskede sport er under massivt pres indefra. Forandring kræver mod, og mod kræver vedholdenhed.

Lad dette blive starten på en fodbold revolution, hvor magten kommer tilbage til fansene.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *