Kolding Netavis

Genoplev et kongeligt taffel anno 1803 på Koldinghus

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Museumsinspektør Jesper Munk Andersen viser prinsesse Benedikte, der er æresprotektor for Koldinghus, og grevinde Sussie rundt i udstillingen ”Flora Danica – Verdens Vildeste Stel” ved åbningen i oktober 2022. Foto: Maria Tuxen.

Søndag den 29. januar er det præcis 220 år siden, at verdens bedst bevarede pragtservice fra 1700-tallet, Flora Danica-stellet, blev benyttet for allerførste gang. Det skete til Christian 7.s 54-års fødselsdag, hvor 148 gæster var indbudt til kongeligt taffel.

På årsdagen inviterer Koldinghus et tilsvarende antal gæster indenfor til en eftermiddag i fødselsdagstaflets tegn, når historier fra det kongelige taffel anno 1803 foldes ud.

Hvem var gæsterne, hvad havde de på, hvor sad de, og hvad spiste og drak de undervejs i den én time lange fejring? Dette er blot nogle af de mange fortællinger, som der vil være mulighed for at høre.

Undervejs vil Madkælderen på Koldinghus servere smagsprøver på nye fortolkninger af de historiske retter, som et kongeligt taffelbord anno 1803 bød på.

Museumsinspektør ved Kongernes Samling Jesper Munk Andersen, der også er kurator for den anmelderroste udstilling ”Flora Danica – Verdens Vildeste Stel”, som åbnede på Koldinghus i efteråret, vil kaste lys over fødselsdagstaflet og ikke mindst brugen af Flora Danica-stellet på det kongelige taffelbord.

Anna von Lowzow, der producerer historiske dokumentarfilm og er fast kommentator på TV, når kongelige begivenheder transmitteres, vil afslutte dagen med indblik i nutidens tafler – for trods 220 års afstand er der både mange lighedspunkter og forskelle på at gå til kongeligt taffel i 1803 og i dag.

-Netop i forskellene og lighedspunkterne mellem dengang og i dag ligger en rigtig spændende historie, som vi glæder os til at give gæsterne et indblik i, fortæller Jesper Munk Andersen, der i forbindelse med arrangementet blandt andet har fordybet sig i de ingredienser og retter, som blev sat på taffelbordet i 1803.

-Også dengang var det kongelige køkken avanceret og også dengang gik man op i eksempelvis madspild, der dog i 1803 tog helt andre højder end i dag. Alt blev udnyttet – selv på det kongelige taffelbord. Ragouter af kalveøre og farserede kvieøjne må vi forestille os på taffelbordet, hvis da ikke vildsvinehovedet, som forud for taflet i 1803 blev leveret til det kongelige køkken, kom ind i rødvin, ingefær og peberrod, siger han videre i en pressemeddelelse.

Om det er øjne og øre eller andre ingredienser fra indkøbslisterne, som Madkælderen vil lave smagsprøver på til arrangementet søndag 29. januar, vil museumsinspektøren ikke løfte sløret for, men han lover, at såvel historier som smagsprøver bliver i en kongelig liga for sig.

Arrangementet finder sted klokken 14.30-16.30 på Koldinghus, hvor man vil sidde med til bords. Det koster 375 kroner at deltage. Har man årskort til Koldinghus er prisen 325 kroner. Du kan købe billetter her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel