Det er en rumænsk kunstner, der udfører gavlmaleriet i Vamdrup. Maleriet er en hyldest til Vamdrup, lyder det fra Vamdrup Byforum.
Det skrider for alvor fremad med maleriet på gavlen på brandstationen i Vamdrup.
Maleriet udføres af den rumænske kunstner Bogdan Scutaru. Han er en international kunstner, som spænder vidt fra traditionel maler, til grafittikunstner til tatovør.
Han maler rundt omkring i hele verden og har malet flere store gavlmalerier rundt omkring i Danmark allerede. Han har et samarbejde med Kolossal i Aarhus, som er et professionelt rådgivende firma inden for kunst og street art. Det er igennem dem, at Vamdrup Byforum, Kolding Kommune og Trekantbrand er kommet frem til valget af kunstneren.
Filosofisk blik på tilblivelsen af Vamdrup
Hvad er det for et maleri, der venter byens borgere? Det har Søren Pedersen fra Vamdrup Byforum et svar på:-
Det endelige maleri er kunstnerens hyldest til Vamdrup. Bogdan har modtaget stikord og billeder fra Vamdrup Byforum og har ud fra dette sammensat motivet, som han synes det skulle sammensættes. Motivet bliver ikke et opslagsværk over kendte bygninger eller vartegn fra Vamdrup, men mere et filosofisk blik på tilblivelsen af Vamdrup og hvordan Vamdrup ser sig selv i dag, fortæller Søren Pedersen til Kolding Nyheder.
Maleriet bliver til over en 14 dages arbejdsperiode, hvis vejret er med Bogdan. Han startede mandag den 25. September og Vamdrup Byforum krydser fingre for, at vejret holder, så det kommer til at passe med ca. 14 dages arbejde.
Når maleriet er færdigt vil der være en ”offentliggørelse” af kunstværket, hvor der vil blive serveret sodavand og kage og hvor der vil komme en og fortælle lidt om gadekunst og motivet på væggen.
Der er afsat 200.000 kroner til projektet.
Se billederne øverst i artiklen…