Kolding Netavis

Gammel kending stiller op til kommunalvalget

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Benny Dall (EL). Privatfoto (Arkivfoto)

Det tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten, Benny Dall, vender tilbage til Kolding Byråd som spidskandidat. Han er netop blevet valgt af Enhedslistens medlemmer i Kolding som spidskandidat til kommunalvalget i november 2025.

Benny Dall, der repræsenterede Enhedslisten i byrådet fra 2013 til 2021, påpeger en mangel på visioner i den kommende valgperiode.

-I de indgåede budgetforlig har man i stedet for at styrke velfærden afviklet den. Det har resulteret i forringelser på skoleområdet og forsømte folkeskoler i kommunen. Handicappede og udsatte borgere har også mærket de sværere vilkår som følge af kommunale besparelser, fortæller Benny Dall i en pressemeddelelse.

Han fremhæver også byrådets manglende initiativ i forhold til klimaudfordringerne og den grønne omstilling, og han ønsker at bidrage til et flertal af de rød-grønne partier i Kolding Byråd.

-I Enhedslisten arbejder vi for selv de mindste forbedringer og siger nej til forringelser, der påvirker de svageste. Men vi er altid klar til at indgå i forhandlinger. Det er tydeligt, at det nuværende byråd har haft svært ved at samarbejde for byens bedste. Det vil jeg gerne bidrage til at ændre, understreger Benny Dall.

I de kommende måneder vil Enhedslisten i Kolding vælge de øvrige kandidater, der skal stå på partiets liste til kommunalvalget den 25. november 2025.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel