Kongernes Samling blev fredag indviet af dronning Margrethe.
Dronning Margrethe besøgte fredag Koldinghus, hvor majestæten skulle indvie Kongernes Samling. Koldinghus indtræder i Kongernes Samling med Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet.
Kort efter ankomsten til Koldinghus klokken 12 afslørede dronningen et nyt messingskilt med Kongernes Samling Koldinghus’ nye logo.
Klokken 13.30 gik selve indvielsen af Kongernes Samling i gang og her var der taler af blandt andet borgmester Jørn Pedersen (V), Thomas C. Thulstrup, museumsdirektør for Kongernes Samling og kulturminister Joy Mogensen (S).
På grund af corona-situationen var åbningen forbeholdt indbudte gæster – heriblandt borgmester Jørn Pedersen (V), kulturminister Joy Mogensen (S), grev Ingolf og grevinde Sussie og prinsesse Benedikte.
To udstillinger blev åbnet
Der blev også åbnet to udstillinger. Det ene er “Dronningens Broderier”. Udstillingen er skabt på dronningens eget initiativ.
Man kan se 100 af dronning Margrethes private broderier. Det er første gang broderierne udstilles.
Desuden blev udstillingen “Christian 5. – Konge, kriger og salvet af Gud” indviet. Her kan man se kongelige skatte – skatte der knytter sig til fortællingen om Christian 5.
Offentligheden kan få adgang til Koldinghus fra i morgen, lørdag.
Se billederne øverst i artiklen…