Strategien med fundraising i Kolding Kommune fortsætter med at være en succes. Over 60% af projekterne der har været over Fundraising-enhedens skrivebord, ender med at få bevilliget penge fra fonde eller puljer.
Kolding Kommune er sammen med Fundraiseren.dk i gang med et udviklingsprojekt, der skal give et bedre overblik over hvem der søger hvad, hvornår og hvor. Det er i arbejdet med udviklingen af det såkaldte Grant Manager System, at det er blevet muligt at få lavet et meget præcist overblik over aktiviteterne inden for fundraising i kommunen.
– Vi vidste godt, i al beskedenhed, at det gik godt med at få sendt fondsansøgninger og søgt ekstern finansiering på flere områder. Men med det nye system kan vi se, at vi har en bevillingsprocent på over 60, det er altså virkeligt flot, og ærligt talt også lidt overraskende, fortæller Kolding Kommunes fundraising-koordinator, Mette Kuntz Jensen, i en pressemeddelelse.
En af årsagerne til den store succesrate, skal tilskrives den øgede fokus på arbejdet med fundraising i Kolding Kommune. Kommunen var en af de første i landet, til at få implementeret en konkret strategi for arbejdet med at finde eksterne midler til nye og spændende projekter. Tilbage i 2015 godkendte direktionen den første udgave af strategien, og det er resultaterne af de seneste års arbejde der nu kan ses i store runde tal.
– Vi har professionaliseret arbejdet meget, både interne projektledere og eksterne foreningsmedlemmer får tilbudt undervisning i fundraising, der er mulighed for sparring med ligesindede og så er der fundraising-enheden som et lille ekspertpanel med tips, tricks og hjælp. Det betyder også at vi kan søge de rigtige steder, og på de rigtige tidspunkter, så de projekter vi har og de temaer vi fokuserer på, spiller rigtigt godt sammen med det som fondene har fokus på netop i en given periode, forklarer Mette Kuntz Jensen.
Arbejdet med at skaffe ekstern finansiering understøtter i høj grad Kolding Kommunes vision Sammen designer vi livet og ofte tilgår midlerne slet ikke Kolding Kommune, men en lokal forening eller et landsbyråd m.fl. Fundraising-enheden samarbejder ofte med foreningslivet, da det har en stor betydning for væksten og udviklingen i Kolding Kommune som helhed. Når en landsby lykkedes med at realisere et lokalt udviklingsprojekt bidrager det til at gøre området attraktivt, både for de nuværende beboere, men også for potentielle tilflyttere.
Fakta
Pr. 1. september 2020 har Kolding Kommune ansøgninger ude for godt 48 mio. kr., hvoraf der allerede er bevilget 18,4 mio. kr.
Et lille udpluk af succeser fra 2020
– Ødis Søpavillon: 1 mio. kr. fra Underværker
– Hejls Trop: 165.000 kr. fra Lokale- og Anlægsfonden
– Sjølund: 20.000 kr. fra More Play Puljen
– Eltang Aktivitetsbane: 200.000 kr. fra Lokale- og Anlægsfonden OG 115.000 fra More Play Puljen