Kolding Netavis

Fritid og Idræt Award 2025: Her er årets første nominerede

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Her er det fra uddelingen i 2023. Pressefoto (Arkivfoto)

Kolding Kommune slår dørene op til årets awardshow onsdag den 15. januar, hvor sporten, fritids- og foreningslivet hyldes.

Komiker, konferencier og koldingenser Daniel Lill kommer til at styre løjerne og sørger for masser af underholdning krydret med god musik.

Alle er inviteret med. Billetterne er gratis og kan bestilles på Kolding Kommunes hjemmeside.

Allerede nu kan Kolding Kommune løfte sløret for de nominerede til de første tre priser: Årets Publikumspris, Årets Forening og Årets Leder. Det er publikum til Fritid og Idræt Award, der afgør, hvem der løber afsted med årets publikumspris.

De nominerede til Publikumsprisen 2025 er:

Kolding Kajakklub har skabt Wavehunters for unge med særlige behov

Kolding Kajakklubs initiativ Wavehunters åbner naturen for seks unge med særlige behov gennem kajakoplevelser på å og fjord. Deltagerne har overvundet egne grænser med alt fra kæntringsøvelser i svømmehallen til flådesejlads på åbent vand. Med fokus på sikkerhed, naturoplevelser og fællesskab skaber klubben tryghed og glæde for unge med fysiske og psykiske udfordringer. Wavehunters viser, hvordan inklusion kan skabe minder og oplevelser for livet.

KFUM Idrætsforening og KIF Padel Club som spydspidsforeninger

KFUM Idrætsforening og KIF Padel Club er udpeget som Spydspidsforeninger under et DIF-projekt, der skal løfte børne- og ungeidrætten. Med ansættelsen af en børne- og ungeansvarlig vil foreningen og klubben skabe nyt liv i lokalområdet – fra samarbejder med skoler og daginstitutioner til sociale tilbud og stærkere frivillighed. Målet er at gøre en mærkbar forskel for børn og unge i hele kommunen. Partnerskabet er et godt eksempel på, hvordan idrætsforeninger og klubber kan styrke fællesskab og trivsel.

KIF Håndbold uddanner fremtidens dommere

Med et unikt dommerinitiativ for ungdomsspillere tager KIF Håndbold ansvar for fremtidens håndbold. Klubben har i tre år tilbudt U19-spillere at uddanne sig som dommere. Her prøver de kræfter med rollen under klubbens påskestævne. Initiativet handler ikke kun om stævner, men også om at udvikle hele mennesker og skabe veje i sporten. Initiativet har allerede givet resultater: To tidligere deltagere er nu dommere på højt niveau i Danmarksserien og Serie 1. KIF viser, hvordan lokal handling kan være med til at gøre en forskel for sporten på nationalt plan.

De nominerede til Årets Forening 2025 er:

Kolding Bokseklub har plads til alle

Kolding Bokseklub er Danmarks største bokseklub og et samlingspunkt for næsten 400 medlemmer – fra motionsboksere til olympiske kandidater. Med mottoet “Plads til alle” er klubben et frirum, hvor træning, fællesskab og glæde går hånd i hånd. Klubben har truffet et valg om at investere i kampboksningen med topmoderne faciliteter og en af landets bedste trænere. Det har ført til mesterskaber og OL-deltagelse. Klubben sørger også for sociale arrangementer og arbejder på at lave et særligt Parkinson-hold. Her er der plads til både hård træning og mennesker i alle livets facetter – altid med respekt og godt humør.

Taps.dk – Hjertet i Taps

Taps.dk er hjertet i Taps og sørger for, at byen ikke bare er en samling huse på hovedvej 170. Foreningen skaber fællesskab gennem alt fra fællesspisninger og sommerfester til karlegymnastik for mænd mellem 30 og 80 år og gåture for dem, der ellers ikke ville dyrke motion. Taps er befolket af ildsjæle som bl.a. Arne, Kaj og Tommy, der står bag alt fra stisystemer og affaldsindsamlinger til livlige generalforsamlinger og aktiviteter i det omdannede forsamlingshus, Taps Skole. Taps.dk er med til at få fællesskabet til at gro.

KIF Håndbold værner om de frivillige

KIF Håndbold har gjort det til en kerneværdi at værne om de frivilliges indsats og sikre, at alle føler sig set og værdsat. Med en nøje planlagt “ministermodel” sørger de for, at ansvar fordeles bredt, og at opgaver er tydeligt beskrevet – ingen føler sig overladt til sig selv. Bestyrelsen arbejder strategisk og langsigtet, mens et stærkt netværk af frivillige tager sig af de daglige opgaver. Samtidig deler foreningen gavmildt sine erfaringer med andre og inspirerer til, hvordan en gennemtænkt indsats skaber både fællesskab og fremdrift.

De nominerede til Årets Leder 2025 er:

Tina Voss, Vamdrup Gymnastikforening

Tina Voss er omdrejningspunktet i Vamdrup Gymnastikforening og en inspirerende leder gennem over 10 år. Med energi, overblik og en evig nysgerrighed på udvikling har hun støbt fundamentet for stærke fællesskaber for både medlemmer og frivillige. Da Tina også er formand i Vamdrup Idrætsforening, bygger hun bro mellem byens foreninger og bidrager til at styrke fællesskabet i hele lokalområdet. Hun jonglerer fuldtidsjob, familie og frivillighed med en smittende entusiasme, der får alle omkring hende til at føle sig set og værdsat. Hendes engagement sætter gymnastik og fællesskab på dagsordenen i Vamdrup.

Kurt B. Frederiksen, Kolding Boldklub

Med over 60 år i Kolding Boldklub har Kurt B. Frederiksen været en uvurderlig drivkraft for klubben og ikke mindst dens mange medlemmer. Han har i årenes løb indtaget næsten alle positioner på holdkortet og har både fungeret som næstformand, bestyrelsesmedlem, træner, leder og ikke mindst inspirator. Som træner for U17-pigerne i Kolding Boldklub viser han fortsat sin tidløse tilgang med bolden i centrum og respekt for hver enkelt spiller på holdet. Kurt er et unikt eksempel på livslangt engagement, og hans betydning for fodbolden i Kolding Boldklub er uvurderlig.

Hanne Clemmensen Aarestrup, KFUM Spejderne Vamdrup

Siden 2002 har Hanne været en uundværlig del af spejderlivet med sin evne til at skabe store oplevelser for både børn og voksne. Hun bidrager med kreative ideer, tager ansvar og gør altid plads til nye kræfter, og hun holder altid spejdertraditionerne i hævd. Uanset om det gælder et Skt. Hans-arrangement eller 24-timers events, løfter Hanne altid arrangementet med overskud og engagement. Mangler der hænder, er hun også den, der altid træder til. Både som leder og som medlem af gruppebestyrelsen er hun stabil, pålidelig og en inspirerende drivkraft – kort sagt en man altid kan regne med.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel