Læserbrev af Vibeke Henriksen (V), formand for folketingskreds kreds syd i Kolding, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Der rettes en hård kritik mod forsvarsminister Trine Bramsen (S) i disse dage, og jeg synes det er en fair kritik. Hun er ikke for god til at profilere Forsvaret, og den ånd som Forsvaret er bygget op af.
Det er altafgørende, at man har et stærkt dansk forsvar og med en stor kaliber af respekt, håndfasthed og som er præget af beslutsomhed og kraft. Kort sagt, handler det om respekt og omdømme og Danmarks sikkerhed.
Derfor er det dybt problematisk at vi har en forsvarsminister, som miskrediterer Forsvaret og ofte taler det ned. Hendes devaluering af Forsvaret til blot en ”styrelse” og som konsekvent benytter ordet ”Styrelseschef” om vores Forsvarschef, og det vidner om manglen på respekt og forståelse for Forsvarets historie.
Jeg frygter, som mange andre lige nu, om vores regering er ved at udvande Danmarks overordnede militære kommandomyndighed og særstatus – Forholdsordren fra 1952, som bestemmer at Forsvaret skal mobilisere og tage kampen op uden at afvente politikernes tilladelse. Forsvarschefen skal altså ikke starte med at ringe til forsvarsministeren, hvis Danmark bliver angrebet.
Jeg synes det er dybt alvorligt, at Trine Bramsen har tabt forbindelsen til Forsvaret og i den grad taber autoritet, hvilket tager år at rette op. Hun sætter respekten for Forsvaret udadtil på spil, men også respekten for forsvarschefen inden for murerne, og ødelægger den ånd som der er i Forsvaret. Den ånd, som gør at man går i krig for vores Forsvarschef, Dronningen og Danmark.
Det er hovedrystende, at have en forsvarsminister som har travlt med at profilere sig selv i stedet for sit virke.