Kolding Netavis

Forsvarsforbehold

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Villy Søvndal (SF), byrådsmedlem og tidligere udenrigsminister, Gl. Bjert 39c, 6091 Bjert.

I en folkeafstemning den 1. juni, skal vi stemme ja eller nej til om vi ønsker at deltage i det europæiske forsvarssamarbejde ved at afskaffe det forbehold, der forhindrer Danmark i at deltage i EU ledede operationer. Allerede nu kan der brevstemmes. Jeg stemmer ja.

Det er ikke nyt, at SF ønsker at komme af med forbeholdet. Holger K. Nielsen foreslog det allerede i 2003, og jeg forhandlede det med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008. Det gjorde vi, fordi vi syntes det var helt uhensigtsmæssigt, at vi ikke kunne deltage i en mission, blot fordi den var EU ledet. Det kunne f. eks. være jagten på pirater ved Afrikas Horn.

Men også at det giver en meget høj sikkerhed, at det foregår i et mellemstatsligt samarbejde.

Det betyder at alle lande skal være enige. Det giver langt større sikkerhed for, at det foregår i overensstemmelse med folkeretten, end når lande handler selv i alliance med de villige, som vi så det med den ulyksalige Irak-krig.

Og fordi EU har langt flere instrumenter at spille på i forbindelse med konflikter ( politiske, økonomiske, diplomatiske, politi- og militær) end NATO, der som bekendt er en ren forsvarsalliance. Og så er forudsætningen for at Danmark deltager militært under alle omstændigheder, at det danske Folketing giver tilladelse til at danske soldater evt skal sendes afsted.

Endelig befinder vi os som bekendt i den mest usikre sikkerhedssituation i Europa siden 2. verdenskrig med Ruslands krig mod Ukraine. Det betyder nødvendigvis nytænkning af sikkerhedspolitikken i hele Europa. Det gælder også Danmark og Danmarks nabolande herunder Sverige og Finland.

Af alle disse grunde vil jeg anbefale, at man stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *