Kolding Netavis

Forsøgte at smugle fire kilo amfetamin ind i Danmark: Her er dommen

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Den 25-årige somaliske mand blev mandag dømt skyldig.

Mandag blev en 25-årig somalisk mand ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt fire års fængsel og udvisning for indsmugling af fire kilo amfetamin.

Manden blev snuppet ved Frøslev Grænseovergang den 7. maj sidste år. Her kom manden kørende i en norsk indregistreret bil. Han blev taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed. Enheden er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen blev bilen undersøgt af toldere med en narkohund. Her fandt de fire kilo amfetamin gemt i bilen.

Den somaliske mand blev anholdt og har siden siddet varetægtsfængslet.

Manden har under sagen nægtet sig skyldig og tog betænkningstid i forhold til anke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel