Kolding Netavis

Fornem hæder til koldingensisk ildsjæl

Beredskabsforbundets regionsleder i Region Syddanmark, Marianne Kjær fra Kolding, er blevet hædret Forsvarsministeriets Frivilligpris 2020.

Marianne Kjær kan få alle til at føle sig som en del af holdet.

Det er noget af årsagen til, at regionslederen i Beredskabsforbundets Region Syddanmark siden 2011 – og frivillig i redningsberedskabet siden 1992 – Marianne Junggren Kjær, mandag den 30. november fik overrakt forsvarsministeriets frivilligpris af forsvarsminister Trine Bramsen. Det skete på Trekantbrands station i Vejle, hvor forsvarsministeren i sin tale blandt andet fremhævede Marianne Kjærs ”utrættelige” og ”imponerende” engagement i beredskabet – og hendes evne til at skabe et stærkt fællesskab blandt de frivillige:

– Jeg har hørt, at du plejer at sige, at du går bagest for at få alle med. Det er et flot slogan, der tjener som forbillede for rigtig mange, der gerne vil udvikle de lokale beredskaber og få flere med som frivillige. Du er med til at sørge for, at nogen får et stærkt fællesskab, et sted de hører hjemme, en ekstra familie. Du giver de frivillige en stærk identitet, så de ikke er i tvivl om, at de er med på holdet. Og hvis de en dag ikke er så godt kørende, så kommer der én bagfra og hjælper dem og får dem med om bord igen, sagde Trine Bramsen, som også roste Marianne Kjær for at have opbygget en stærk og velkørende region og dermed bidraget til, at trygheden for borgerne i området er blevet styrket.

Hun understregede også, at Marianne Kjær aldrig er bange for selv at tage en ekstra tjans:

– Du er aldrig for fin til at give en hånd med, uanset om det gælder opvasken eller de store strategiske planer, der skal lægges. Det kendetegner en dygtig og moderne leder, at man både har overblikket og ikke er for fin til selv at tage fat.

Faktisk skulle Marianne Kjær allerede i april have modtaget frivilligprisen på Frederiksberg Slot, men det blev aflyst på grund af Corona-pandemien. Det samme skete, da overrækkelsen i stedet skulle have været gennemført 18. september. Men nu fik Marianne Kjær altså sin pris på ’hjemmebane’ i Trekantbrand, hvor hun er tilknyttet som frivillig.

På grund af smittefaren kunne kun ganske få være til stede ved overrækkelsen i Vejle. Men den blev livestreamet direkte til Beredskabsforbundets medlemmer og via forbundets Facebook-side. Prisen kan tildeles ”en frivillig eller en gruppe af frivillige inden for det kommunale eller statslige redningsberedskab, der i det forløbne år har ydet en helt særlig indsats.”

Tagget med:
Del denne artikel