Kolding Netavis

Formand for boligforening: -Ikke skuffet, men nok lidt overrasket

Her ses formand for boligselskabet Domea, Allan Aistrup, ved det nye byggeri Christiansfeld. Foto: sebro-press.

Trods en markant og målrettet kampagne, kniber det tilsyneladende fortsat for boligselskabet Domea, at få alle boligerne i den gamle skole og området omkring den i Christiansfeld lejet ud.

For at få mere fart i udlejningen har boligselskabet elles en kampagne i gang, hvor der tilbydes at tage toppen af nye lejeres flytteudgifter og med tilbud om en måneds gratis husleje inden for det første års lejemål, skriver netavisen sebro-press.

Formanden for selskabet, Allan Aistrup, fortæller, at kampagnen har givet noget, men ikke helt det forventede:

-Nej vi er ikke skuffede, men er nok lidt overrasket over, at udlejningen ikke er gået bare lidt hurtigere. For da vi, i samarbejde med blandt andre Kolding Kommune, gik i gang med projektet her i Christiansfeld, var vi overbeviste om, at der ville blive rift om boliger i et byggeri i et så spændende historisk miljø, siger formand for boligselskabet, Allan Aistrup, til netavisen.

Han er imidlertid fortrøstningsfuld, og siger, at selskabet før har prøvet med nyt byggeri, at det godt i starten kan det gå lidt trægt med udlejningen.

29 boliger

Det hele handler om ombygningen af den tidligere private realskole, samt opførelsen af fire nye bygninger i hjertet af historiske Christiansfeld til boliger.

Det er blevet til i alt 29 af slagsen, fordelt i den gamle renoverede skole med tilbygninger ud mod Lindegade og i et nybyggeri bestående af fire nye bolighuse i arkitektur harmonisk tilpasset byens øvrige byggestil:

-Vi mangler vi fortsat at få syv boliger lejet ud. Især kniber det lidt med de store boliger på førstesalen ud mod Nørregade. Men måske det er måske trapper, der gør det. I den gamle skole ud mod Lindegade har vi to boliger tilbage, fortæller Allan Aistrup.

Mens boligerne ud mod Nørregade er blevet til efter streger fra arkitekternes linealer og passere, er det helt anderledes med boligerne i den gamle skole. Her er det historien, der har bestemt det meste. Det handler nemlig om bevaringsværdige bygninger og der må der ikke forandres ret meget:

-Men jeg synes, at der er kommet et rigtigt godt resultat ud af samarbejdet med myndighederne. Vi har fået gode boliger ud af det med det historiske islæt bevaret, lyder det fra Allan Eistrup.

Og så gør han opmærksom på, at det er boliger, som ikke findes lige ret mange andre steder:

-Så dem skal vi nok få lejet ud. Folk skal bare selv se og mærke den fornemme kombination af historien og nutiden, der er blevet til gode og charmerende boliger i den historiske by, lyder fra Allan Aistrup fra Domea.

//sebro-press

Tagget med:
Del denne artikel