Kolding Netavis

Forfatter vender hjem til Sjølund

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Sjølund

Gretelise Holm kommer hjem til Sjølund den 4. december.

Forfatter Gretelise Holm vender den 4. december hjem til Sjølund, hvor hun holder foredrag om sin anmelderroste nye bog: “På Tryk – Gennem et halvt århundrede”.

Gretelise Holm

Som 17-årig kom hun i lære som journalist på Kolding Folkeblad. Siden hen har hun været ansat på bl.a. Berlingske Tidende, Børsen og Politiken.

Gretelise Holm, som er en af Danmarks mest læste krimiforfattere, og mange husker hende også fra hendes selvbiografi: “Jesus, pengene og livet”, hvor hun fortæller om den på én gang sørgelige og morsomme historie om at vokse op som fattigt nomadebarn i jyske landdistrikter, før hun som ganske ung slog igennem som journalist i København. Bogen gav og giver et sjældent velfortalt indblik i livet i den sociale og geografiske udkant i midten af 1900-tallet.

Gretelise Holm er nu tilbage – skarp, humoristisk og altid med fingeren direkte på pulsen med bogen “På Tryk – Igennem et halvt århundrede”.

Livet som kvinde i en mandsdomineret verden

I bogen PÅ TRYK tager dansk journalistiks grand old lady, Gretelise Holm, læseren med på en rejse gennem et halvt århundredes journalistik og beskriver en verden – fra Grønland til Afrika – i forandring. Bogen dækker et bredt spektrum af emner: Kvinder og mænd; lov, ret og straf; socialt stof; de fremmede; medier og politik; militarisme; og det arvelige monarki.

Undervejs hører vi om hekseprocesser, justitsmord, magtfuldkomne mænd, udemokratiske regenter, stærke kvinder og meget, meget andet.

”Gretelise Holm er en fryd at læse. Altid velskrivende, nysgerrig, engageret, fascineret og undrende. Magtkritisk, målrettet, mild, munter og modig. Velegnet til natbordet.” – Lone Kühlmann fra forlaget HarperCollins.

Kolding Kalenderen har som noget nyt organiseret en foredragsrække.

Første foredrag med Gretelise Holm afholdes den 4. december i Sjølund Mulitihal. Derudover kommer Connie Hedegaard den 22. januar 2020 og Lisbeth Zornig Andersen den 17. marts 2020.

– Vi er rigtig glade for at kunne præsentere tre seje kvindelige foredragsholder, der på hver deres område har et vigtigt budskab og vi er samtidigt glad for, at vi har besluttet os for at donere 30 procent af det forventede overskud til kulturelle arrangementer i Kolding Kommune, fortæller Hanna Andresen, der er projektleder for foredragsrækken.

Heidi Kunst udgiver af Kolding Kalenderen tilføjer:

– Vi har igennem de sidste 3-4 år været igennem en del sparerunder her i kommunen og det er især gået ud over de kulturelle institutioner og dermed diversiteten af udbuddet på området. Vi blander os ikke i politikken, og er i disse tider glad for at kunne udgive en kulturkalender 12 gange om året uden at modtage støttekroner hertil. Til gengæld vil vi gerne hjælpe, og har derfor besluttet at donere 30% af overskuddet tilbage til kulturen. Det bliver Hanna, der er tovholder på foredragsrækken, der bliver ansvarlig for uddelingen af donationerne. Hendes erfaring, som tidligere leder af Gademix gør, at hun har fingeren på pulsen mht. hvem der trænger og hvor pengene vil gøre mest nytte. Jeg kan dog forestille mig at hendes første prioritet bliver tilskud til børneaktiviteter og det støtter jeg glædeligt op om..

Kolding Kalenderen er en månedlig kulturkalender, der blev udgivet første gang i marts 2012. Den udkommer 12 gange om året i et oplag på ca. 8.500 stk. Den bliver uddelt i Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *