Kolding Netavis

Foredrag om Shakespeare

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, besøger Nicolai Scene med et foredrag, der tager udgangspunkt i hans bog ”Samtaler om Shakespeare”. Pressefoto.

Rune Lykkeberg holder foredrag om Shakespeare i Nicolai Scene i Kolding.

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, besøger Nicolai Scene med et foredrag, der tager udgangspunkt i hans bog ”Samtaler om Shakespeare”.

Onsdag den 16. marts klokken 19 holder Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, foredrag om Shakespeare i Nicolai Scene. Foredraget er i forbindelse med, at han har udgivet bogen ”Samtaler om Shakespeare” og arrangeres i samarbejde med Information.

I foredraget taler Lykkeberg om, hvorfor Shakespeares drama er en fælles fortælling om vores kultur. Og hvorfor man altid bliver klogere, når man ser vores verden reflekteret gennem hans stykker.

Bogen ”Samtaler om Shakespeare” består af en række samtaler, Rune Lykkeberg havde i løbet af sommeren 2021 om ti af Shakespeares væsentligste stykker. Her taler han med skuespillere, instruktører, en oversætter, en kritiker og forskere fra Danmark og fra udlandet, som hver især har levet med den britiske dramatiker og fortolker, om hvad der for dem er det helt særlige ved William Shakespeare.

I Rune Lykkebergs efterskrift i bogen, reflekterer han over menneskets almagt og afmagt i en tid med klimakrise, finanskrise og autoritære lederes popularitet. Som han skriver: ”Man må forstå teatret, hvis man vil forstå magten. Og Shakespeares dramatik er det bedste teater om magten, vi har.”

Foredraget varer en time, og det vil være muligt at købe bogen med rabat til arrangementet og få den signeret med hjem.

Billetter koster 50 kroner og kan købes på www.nicolaikultur.dk . Billetter i døren kan kun købes med MobilePay.

Tagget med:
Del denne artikel