I den nye sæson af “Vild med dans” sker der noget helt nyt.
Når “Vild med dans” har sæsonpremiere fredag den 2. oktober, sidder der for første gang fem dommere klar til at bedømme de 12 par. Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.
Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Britt Bendixen, Jens Werner og Marianne Eihilt. Det bliver den kompetente dommerkvintet, der fra fredag 2. oktober klokken 20.00 sidder klar ved dommerbordet, når “Vild med dans” er tilbage med sin 17. sæson. Britt Bendixen, der i sidste sæson ikke var med på grund af en hjerteoperation, er tilbage, og det samme er Marianne Eihilt, der passede Britt Bendixens plads.
– Var det ikke Mae West, der sagde: “For meget af det gode kan være vidunderligt”? Det er “Vild med dans” i forvejen et levende bevis på, så det faktum, at Britt Bendixen er tilbage i topform, er fantastisk og behøver ikke at betyde, at vi så skal sende nogen hjem. Tværtimod er det helt i programmets ånd, at vi straks dækker op til én mere – selvfølgelig med afstand – så dommerbordets personligheder, der jo alle har været en del af ‘Vild med dans’-familien i årevis, kan samles én gang for alle, siger underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech, TV2, og fortsætter:
– I år får vi flere stemmer at høre i konkurrencen som helhed, uden det går ud over hverken tempo eller humør. Dommerne bedømmer alle danse med karakterer, så ligesom i en ægte dansekonkurrence vil der nu være flere øjne til at bedømme den enkelte dans. Det kan tilføre konkurrencen et ekstra lag uforudsigelighed og spænding, og de professionelle dansere har også alle reageret meget begejstrede på nyheden om et ekstra pointskilt i mixet, siger Thomas Richardt Strøbech.
“Vild med dans” har premiere den 2. oktober klokken 20 på TV2 og kan også ses på TV2 Play.
Du kan se billeder af dommerne nedenunder…