Kolding Netavis

Fondsmidler styrker kreativiteten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Coding Pirates Kolding underviser unge mellem 11-17 år i kodning og teknologiforståelse. Pressefoto.

De unge, der er er tilmeldt aktiviteter under Coding Pirates Kolding, kan se frem til endnu flere aktiviteter. Fonden House of Innovation har nemlig givet 226.000 kr. til foreningens arbejde. I morgen, onsdag, inviteres nysgerrige til at deltage i sæsonafslutningen, og få et indblik i hvad de unge kan.

Coding Pirates Kolding underviser unge mellem 11-17 år i kodning og teknologiforståelse. Målet er at fange og udvikle de unges interesse for nye teknologier, og øge antallet af IT-foretagsomme unge i Kolding.

Med den store donation er det nu muligt at indkøbe bedre teknologiudstyr og materialer, der gør det muligt at inspirere børn og unge sammen med dygtige frivillige i kreative fællesskaber, der skaber en talentmasse, som virksomheder i fremtiden kan rekruttere fra.

Nogle af midlerne er også afsat til en række åbne events, der afholdes i løbet af 2023.Virksomhederne har massiv fokus på de teknologiske muligheder, og de unge fra Coding Pirates er derfor vigtige for den fremtidige rekruttering. I Coding Pirates lærer de unge tidligt at bruge teknologier, som allerede bruges i forskellige virksomheder.

De nørder blandt andet med Python, som er et avanceret kodesprog, og som kan bruges til kunstig intelligens. De arbejder også med mere basal kodning som JavaScript, som især kan bruges, hvis man gerne vil være programmør samt blokkodning i form af scratch.

Desuden køres der også med et såkaldt maker-spor. Her kan de unge selv bygge og kode robotter, de lærer at skære med 3D laserteknik og så kan de f.eks. bygge deres egen bluetooth højtaler helt fra bunden.

Et udpluk af det kan man nu komme og opleve i forbindelse med sæsonafslutningen. De unge og de frivillige undervisere viser nemlig deres produkter og færdigheder frem ved et Åbent Hus i klublokalet på IBC. Og alle interesserede er velkommen til at komme og se, hvor dygtige de er. De er nemlig dygtigere, end man tror. Det foregår hos IBC på Tvedvej 7 (over for OK-tanken) onsdag klokken 19.15-21.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel