Kolding Netavis

Før du handler på nettet: Tre ting du bør vide!

Kampagnen har til formål at gøre danskerne klogere på betalingskort. Foto: TheDigitalWay/Pixabay (Modelfoto).

Hvis du handler på nettet, så får du her tre gode råd om ting, du bør vide.

Efter et år, hvor nethandel er boomet som sjældent før, ville mange danskere have haft bedre oplevelser med onlinehandel, hvis de vidste mere om deres forskellige betalingskort.

Det viser en undersøgelse, der er udført af YouGov for en kampagne – Gode Kort på Hånden – skabt af en række danske banker – Arbejdernes Landsbank, Nykredit, Handelsbanken, Spar Nord og Sydbank – og Mastercard.

Kampagnen har til formål at gøre danskerne klogere på betalingskort.

Undersøgelsen af danskernes kortvaner viser blandt andet, at næsten halvdelen af de danske forbruger relativt sjældent – eller slet ikke – tænker over hvilket betalingskort, der stiller dem bedst som forbruger, når de handler online.

Kun i én af undersøgelsens kategorier – køb af rejser – ved mere end halvdelen (51 pct.) af dem, der svarer, at det kan betale sig at tjekke betingelser og forsikringer på det kort, man betaler rejsen med.

For køb af elektronik (33 pct.), hårde hvidevarer (22 pct.), koncert, teater- og flybilletter samt møbler (begge 19 pct.) kan der dog også være fordele ved at tjekke sit kort – det ved langt de færreste altså dog.

Samtidig ved kun 39 pct. af respondenterne, at der ved køb af forskellige varer online er variende vilkår knyttet til forskellige betalingskort.

Tre gode råd til nethandel

1: Tjek den side du handler på grundigt. Det kan dels være via anmeldelser af siden fra tjenester, du i forvejen kender – Google, Trustpilot, etc. – men i forhold til dine rettigheder er det også vigtigt hvilket land, den vare du køber, bliver sendt fra. Dels kan told og skat være anderledes end du venter, men også fordi de rettigheder, der knytter sig til dit betalingskort, er anderledes inden for EU og udenfor.

2: Overvej din betalingsmetode. Langt de fleste betaler med kort, når de handler på internettet. Betalingskort giver dig da også oftest de bedste rettigheder, hvis noget går galt, men ikke alle kort har samme vilkår på tværs af landegrænser, og en række banker og betalingskort har forsikringer knyttet til korttyper, der også kan være hjælpsomme ved køb af fx rejser og elektronik.

3: Kend dine rettigheder og muligheder. Hvis uheldet er ude, eller hvis du oplever at være blevet snydt, står du stærkere hvis du på forhånd kender de rettigheder og de muligheder for at rette op på sagen, du har. Har du f.eks. købt en vare, der viser sig at være en kopivare, giver visse betalingskort dig mulighed for at få din bank til at refundere dig pengene, mens andre kort ikke giver dig samme muligheder. Samtidig er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt gør klart opmærksom på problemet over for forhandleren.

Kilde: Gode Kort på Hånden.

Tagget med:
Del denne artikel