Kolding Netavis

Fodboldhold genoptager træningen på mandag

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Fodbold

Fra mandag den 4. maj træner Kolding IFs fodboldhold igen.

Nordicbet Ligaholdet fra Kolding IF starter igen på træningen mandag den 4. maj, oplyser Kolding IF i en pressemeddelelse. Ved træningen bliver alle nødvendige forbehold taget for at mindske smitterisikoen.

Der er endnu ikke fastlagt en startdato for Nordicbet Liga. Kolding IF håber snart det sker og derfor har klubben tilbagekaldt spillertruppen til træning for at kunne sikre, at truppen i så fald er i den nødvendige forfatning. Træningen vil bære præg af en række sundhedsmæssige forbehold, ligesom Kolding IF følger både Divisionsforeningens og myndighedernes anbefalinger.

For at mindske smitterisikoen vil spillerne blive opdelt i tre grupper af syv spillere med en eller to trænere tilknyttet. Træningen vil foregå forskudt for grupperne, og kun to grupper vil blive trænet om dagen. Både på og uden for banen vil kontakt mellem grupperne blive undgået. Kolding IF har ligeledes påbudt spillerne en række forhold, således at al ophold på stadion omkring træningen mindskes.

Fra Kolding IFs side ses der frem mod træningsstarten med glæde og optimisme om at komme til at spille Nordicbet Liga igen. Klubben vil dog til enhver tid følge Divisionsforeningens og myndighedernes anbefalinger og retningslinjer, ligesom alle nødvendige forbehold for at sikre spillere og træneres sundhed vil blive taget.

Alle aktiviteter for klubbens øvrige hold er fortsat sat i bero, oplyser Kolding IF.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel