Seest Boldklub, Kolding Kommune, DBU Jylland, DBU Fyn og Parasport Danmark afholder fodboldfestivalen “En del af holdet” på lørdag den 17. august.
Fodboldfestivalen har til formål at give børn og unge med særlige behov en dag med fokus på fodbold og fællesskab, hvor hold fra forskellige klubber får mulighed for at spille kampe mod hinanden. Udover fodboldkampene vil der være forskellige sideaktiviteter for både spillere og tilskuere. Stævnet starter kl. 11.00 med fælles opvarmning og nationalsang, og afsluttes kl. 14.00 med præmier til alle hold.
Ni hold fra seks klubber deltager i fodboldfestivalen, hvor både erfarne hold og nyopstartede hold vil være med. Initiativet til stævnet kommer som respons på en stigende efterspørgsel fra klubberne om flere muligheder for at møde andre hold fra forskellige klubber.
Fodboldfestivalen finder sted i Seest Boldklub og er en del af projektet “En del af holdet”, et samarbejde mellem DBU og Parasport Danmark, der sigter mod at integrere børn og unge med særlige behov i fodboldklubbernes fællesskaber. Arrangementet understøtter desuden Kolding Kommunes parasportsatsning.
Der lægges vægt på, at resultatet ikke er det primære fokus for stævnet, men at alle kan deltage og få en positiv oplevelse med at være en del af fodboldfestivalen.