Det vakte stor opsigt, da han i en Dodge Ram-bil forsøgte at flygte fra politiet.
Manden, som den 24. november i fjor, satte Vamdrup by og egn på den anden ende ved at flygte fra Banegårdspladsen i byen i en firehjulstrukket Dodge Ram, med flere politibiler med blå blink og horn i hælene, har nu fået sin dom. Det skriver Fællesavisen.
Retten i Kolding har takseret hændelsen til ét års fængsel, mistet kørekort og rejseforbud til landet i seks år til den skyldige, en 24-årig litauer.
Litaueren var i færd med at føre en sort og firehjulstrukne Dodge Ram, forsynet med svenske nummerplader, for en unavngiven person gennem Danmark til Tyskland, for en lovet ukendt sum penge.
Turen foregik, selv om han i forvejen var idømt et indrejseforbud i Danmark efter en tyverisag.
Efterlyst af svensk politi
Under turen kom han dog i problemer, fordi bilen var efterlyst af svensk politi, og blev derfor opdaget af en dansk patruljevogn, der tilfældigt var i Vamdrup-området. Herefter blev køretøjets nøjagtige adresse sporet til Banegårdspladsen i Vamdrup. Og det betød, at der lynhurtigt dukkede flere politibiler op.
Men i stedet for at gå i dialog med politiet, valgte litaueren at stikke af med tre politibiler i hælene. Det gik dog kun til Bjerndrup Landevej ved Stepping, hvor han blev stoppet og anholdt.
Den 24-årige litauer har accepteret sin straf.