Flertal godkender udbud af ny privat fødeklinik i Kolding

Kolding Netavis
Kolding Netavis 29 november 2022
Opdateret 29/11/22 6:41
Close-up of Hands Holding Baby Feet
Foto: Rene Asmussen/Pexels (Modelfoto)

Et flertal i regionsrådet har på regionsrådsmødet mandag godkendt udbudsstrategien for etableringen af en ny privat fødeklinik i Kolding.

Om et års tid åbner dørene efter planen til en nyetableret privat fødeklinik i Trekantområdet. Klinikken vil få til huse et sted i Kolding. Det besluttede et flertal i regionsrådet efter en lang debat, da de på regionsrådsmødet mandag godkendte udbudsstrategien for den nye private fødeklinik.

Udbudsstrategien indeholder en kontrakt på fem år, og det er forventningen, at det nye tilbud vil kunne tage imod 240 gravide om året. Det vil være gravide fra Sygehus Lillebælts optageområde i og omkring byerne Kolding, Fredericia, Vejle og Middelfart, der kan vælge at føde på den nye private fødeklinik i fremtiden. Tilbuddet vil gælde for kvinder med en ukompliceret graviditet og forventet ukompliceret fødsel, som ønsker at føde et mindre sted med en mere hjemlig ramme og som føler sig trygge ved at vide, at der er kort afstand til fødeafdelingen, hvis der opstår komplikationer under fødslen.

Flertallet i regionsrådet bestod af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Radikale Venstre.

-I Region Syddanmarks budgetaftale for 2022 var der er et politisk flertal for etablering af en privat fødeklinik i Kolding. Det er ikke noget, vi har haft mulighed for at tilbyde før, men de har haft et lignende tilbud i Region Sjælland siden 2013, som også blev til på baggrund af et politisk ønske og en budgetaftale. Så nu prøver vi det af. Med den private fødeklinik udvider vi antallet af valgmuligheder for de gravide, der er bosat i Kolding og byerne i Trekantområdet. Jeg ser etableringen af den private fødeklinik i Kolding som ét af flere elementer i en samlet økonomisk og indholdsmæssig styrkelse af fødeområdet i Region Syddanmark. Det seneste år har vi tilført området betydelige midler via regionens nye ambitiøse fødeplan og 2022-finanslovsmidler, der blandt andet sikrer førstegangsfødende mulighed for at blive på sygehuset op til 48 timer efter en ukompliceret fødsel, fortæller Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemte imod forslaget.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel