Læserbrev af Suzi Würtz Kjærgaard (SF), regionsrådskandidat, Sankelmarkvej 21, 6000 Kolding.
Hvis man er indlagt på psykiatrisk afdeling igennem længere tid, er det vigtigt, at man ikke kun ligger i sengen – og at behandlingen udelukkende består af medicin.
Jeg arbejder selv på et socialpsykiatrisk bosted, hvor vi er begyndt at lave flere aktiviteter med beboerne, og det har beboerne fået det mærkbart bedre af – ligesom relationen mellem medarbejder og beboer også er bedret.
Så jeg er i dag så glad for, at regionsrådet har bakket op om SF´s ønske til budgetforhandlingerne omkring, at vi skal have flere meningsfyldte aktiviteter til patienter indlagt på psykiatrisk afdeling; – noget som også pårørende, patienter og personale længe har efterspurgt.
Det er ikke befordrende, hvis man kun kan sidde og kigge ind i væggen under en indlæggelse – triste tanker m.m. får der nemt overtaget, og ender måske i en tvangssituation, som kunne have været undgået.
Aktiviteterne skal selvfølgelig være med udgangspunkt i hver enkelt patient, hvis det skal give mening, da psykiatriske patienter er lige så forskellige som du og jeg.
Jeg vil følge implementeringen tæt, da det er min klare opfattelse, at vi skal sørge for at gøre brug af flere forskellige personalegrupper til dette, fx også fysioterapeuter, ergoterapeuter og socialpædagoger.
Disse kan have andre tilgange, som kan bibringe noget nyt – og samtidig hjælpe på de rekrutteringsproblemer, som vi desværre ser mange steder på de psykiatriske afdelinger.