Den lille frivillige forening “Kultur for Børn” i lokalområdet Hejlsminde, Hejls og Sjølund har netop modtaget årets første donationer til foreningens arbejde med at skabe flere kulturoplevelser for børn og unge.
I samarbejde med lokalområdets foreningsliv, Sjølund-Hejls skole og Børnehuset Hejls sikrer Kultur for Børn forskellige kulturtilbud til børnene i området.
Takket være de indkomne donationer kan foreningen nu fortsætte med at afvikle planlagte arrangementer, herunder nogle tilbagevendende traditioner for 2025.
Den 5. februar vil Riddersalen opføre en teaterforestilling for de mindste børn i Børnehuset Hejls. Forestillingen vil være åben for børn fra både offentlig og privat dagpleje, børn i hjemmepasning samt børnehave- og vuggestuebørn.
Fra den 10. til den 12. februar, i skolernes vinterferie, vil der være mulighed for børn og unge i alderen 6 til 18 år for at deltage i en Cirkus og Gøgler Workshop i Sjølund Multiarena. Her vil professionelle instruktører og artister hjælpe med at sætte en cirkusforestilling op, og alle børn og unge fra området, Christiansfeld og Kolding er velkomne.
-Finansieringen er endnu ikke på plads, men med generøse donationer fra lokale fonde er vi godt på vej, fortæller formand for Kultur for Børn, Hanna Andresen.