En helt ny interaktiv figur er dukket på ved Marina Syd.
De seneste dage er et forunderligt træ skudt op på Marina Syd i Kolding, oplyser Kolding Kommune.
Er det naturen, som har indfundet sig? Er det kunst? Er det til leg? Kik selv forbi, og dan din egen mening.
– Vores idé har været at skabe en interaktiv skulptur, som fanger og fortolker stemningen af naturen, fjorden og havnen. Vi har udformet installationen af drivtræ, dvs. grene og kviste, som vi har samlet langs stranden omkring fjorden, fortæller Johannes Rannes fra designbureauet Ny Dansk Bølge, der har skabt værket.
– Skulpturen vil langsomt blive nedbrudt og gå til grunde. Træet er allerede ved at forvitre, og vejrets påvirkning, regn og sikkert også insekter og småplanter vil hjælpe processen på vej. På denne måde vil vi gerne gøre opmærksom på naturen som en vigtig del af den nye Marina City, tilføjer han.
Hent vand og hæld det over skulptur
Det interaktive består i, at børn og voksne er meget velkomne til at hente vand i havnebassinet og hælde det ned over skulpturen, hvor vandet så vil risle ned på forskellig vis og hjælpe nedbrydningsprocessen på vej.
– Den midlertidige installation er et led i arbejdet med vores nye bæredygtige bydel Marina City, som er undervejs ved Marina Syd. Mens vi venter på, at det for alvor går løs med anlægsarbejder og byggerier, vil vi gerne informere og markere, at noget nyt er under opsejling. Hen over sommeren er der f.eks. en udstilling på Marina Syd, som fortæller om planerne for Marina City, og hvordan området gerne skal blive et eksempelprojekt på cirkulær økonomi inden for byggeri og anlæg. Her viser vi også nogle af de tegninger, som landskabsarkitekterne netop nu er i færd med at udarbejde for udearealerne i Marina City, fortæller projektchef for Marina City Torben Gade og fortsætter:
– Vi har engageret designbureauet Ny Dansk Bølge til at skabe den midlertidige installation, som de har givet navnet Fjordens Træ. Vi har valgt dem til arbejdet af flere årsager: De er dygtige, de er unge, de har en fremragende evne til at indleve sig og kombinere stedets sjæl med en stærk idé, og så fortolke den i deres kunst. Og så er de oven i købet fra Kolding.
Ambitionen er hvert af de kommende år at tilføje en ny, midlertidig installation, som på forskellig vis peger frem mod Koldings nye maritime bydel Marina City.
Fjordens Træ findes på arealet mellem den gamle staldbygning og havnebassinet på Marina Syd. Udstillingen om Marina City findes i KOMtaineren, som er opstillet over for havnekontoret på Marina Syd. Den er åben i dagtimerne mandag til fredag.