Kolding Netavis

Fire seniorhold i afgørende oprykningskampe

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Badminton
Pressefoto.

De unge talentfulde spillere i Kolding Badminton Klub bliver ved at skrive klubhistorie.

Efter at alle fire hold i starten af året sensationelt kvalificerede sig til oprykningsspillet, har alle hold nu spillet fire holdkampe i oprykningsspillet. Resultatet blev, at alle fire hold har spillet sig frem til en afgørende ”knald eller fald” kamp for at rykke op. Det er aldrig sket før, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

• 4. holdet skal spille om oprykning fra Kredsserien Vest til Danmarksserien
• 3. holdet skal spille om oprykning fra Danmarksserien til 3. division
• 2. holdet skal spille om oprykning fra 2. division til 1. division
• 1. holdet skal spille om oprykning fra 1. division til landets højeste række – Badmintonligaen.

Endelig tidsplan for oprykningskampene ligger endnu ikke fast, men det bliver i de to midterste weekender i april.

Det er første gang i klubbens historie, at der skal spilles om oprykning til Badmintonligaen. Kolding Badminton Klubs første hold er et ungt hold med en aldersspredning fra 17-23 år. Kun holdets yngste spiller har ikke trådt de fleste af sine ungdomsår i Kolding Badminton Klub, så det viser, at det talentarbejde der over de sidste 10-15 år er foregået i klubben, virkelig har båret frugt. Oprykningskampen til Badmintonligaen skal spilles mod Aarhus AB i Århus, som blev næstsidst i Badmintonligaen i denne sæson.

Der var ellers spænding til det sidste. I lørdags spillede 1. holdet en spændende udekamp mod Greve, som først blev afgjort i den sidste kamp, som blev vundet af 2. herredouble og dermed kunne Kolding BK trække sig fra holdkampen med en 5-4 sejr. Kolding BK var dog stadig afhængig af resultatet mellem KBK København og Hillerød mandag aften, hvor Hillerød ikke måtte vinde. Det skete heller ikke – Hillerød tabte 4-5 og så var Kolding BK’s vej til kvalifikationskampen til Badmintonligaen sikret.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel