Kolding Netavis

Fire nye boligtårne på vej med lejeboliger og penthouse

Lige overfor Kolding Lystbådehavn og ud til Kolding Fjord erhverver pensionsselskabet PFA nu en byggegrund, hvor der opføres 208 boliger i fire boligtårne. Der bliver tale om lejeboliger i de nedre etager og ejerboliger på de øverste etager inkl. penthouse. De første boliger er klar til indflytning om godt to år.

Som led i PFA’s boligstrategi med flere boligejendomme fordelt over hele landet investerer PFA nu et trecifret millionbeløb i en byggegrund med boligbyggeretter på 20.000 kvadratmeter, hvor der som en del af handlen opføres et boligprojekt med fire tårne og 208 lejligheder. Det oplyser PFA i en pressemeddelelse.

Tæt på skov og fjord

Projektet har fået navnet Fjordbrynet, og boligerne opføres på en attraktiv beliggenhed direkte ud til Kolding Fjord, tæt på fredskov, grønne områder, offentlig transport, Kolding centrum og den kommende nye bydel Marina City.

– Kolding er udpeget til en af fremtidens danske vækstbyer i en analyse, som vi har lavet sammen med Instituttet for Fremtidsforskning. Til dette byggeri har vi fundet en grund, der ligger rigtig godt placeret, og hvor vi vil bygge boliger i høj kvalitet i et bredt udvalg af størrelser til både ejer og lejermarkedet. Det kommer til at bidrage positivt til Koldings udvikling, herunder den kommende Marina City, og skal samtidig bidrage til et stabilt afkast til pensionsopsparerne, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, i pressemeddelelsen.

Boligernes størrelse går fra 2,5-værelser og 80m2 (100 stk.) til penthouselejligheder i to etager på 120-180m2 på fire værelser eller derover (12 stk.). Investeringen foretages som en direkte investering i tråd med PFA’s investeringsstrategi. Som udgangspunkt bliver en tredjedel af de i alt 208 boliger ejerlejligheder, som dermed sælges fra, og resten – 67 pct. – bliver lejeboliger. Der etableres fælles tagetage med orangeri og direkte udsigt over fjord og Kolding by.

Borgmester: -Positivt for Kolding

Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) ser frem til det kommende byggeri:

– Der er virkelig brug for boliger i Kolding de kommende år, så det er et godt tegn for byen, at PFA involverer sig så markant i byudviklingen. Der har længe været et ønske om at bygge på grunden, så det er yderst positivt for Kolding, at en så stærk partner kan realisere byggeriet, siger Jørn Pedersen.

PFA har de seneste 12 måneder analyseret forskellige boligprojekter i Kolding og er kommet frem til dette projekt, som erhverves i en selskabshandel med Hoffmann Ejendomme. Byggeriet igangsættes i tre etaper, første etape med to boligtårne forventes færdig primo 2021, og de to sidste etaper med ét boligtårn i hver etape forventes færdig ultimo 2024. Byggeriet af de to første tårne starter i tredje kvartal 2019.

Investeringen følger de lignende og allerede godkendte boliginvesteringer i Aalborg, Hillerød, Silkeborg, Odense, Horsens, Vejle, Herning, Randers, og Køge. PFA har samlet boliginvesteringer uden for Storkøbenhavn og Aarhus på ca. 3 mia. kr. fordelt på over 1500 boliger, der enten er færdige eller under opførelse.

Fakta

• De 208 boliger opføres i fire tårne (i tre etaper) hvor der imellem blokkene er skov, opholdsarealer og legeplads.

• Boligernes størrelse:

100 stk. 2,5V på 80m2 (singler, seniorer, par, og små familier).
68 stk. 3V på 95m2 (seniorer, par, og små familier).
28 stk. 4V på 110m2 (familier).
12 stk. penthouse 4V+ på 120-180m2 (familier).

• Alle boliger opføres med indeliggende altan, terrasse eller tagterrasse.

• PFA har mulighed for at ændre i fordelingen i forhold til lejer/ejerandel og/eller at sælge byggeretterne inden byggeriet er opført, såfremt det skønnes nødvendigt i forhold til markedsudviklingen.

• Salgs og lejepriserne bliver konkurrencedygtige sammenlignet med tilsvarende byggeri i Kolding.

• Den arkitektoniske hovedidé er at bringe fjord, skov og Kolding by ind på grunden. Alle boliger får derfor bl.a. udsigt til trækroner, fjord og/eller Kolding by. På terræn etableres et stort møbleret glasindgangsparti, som udover præsentabel ankomst for beboere/gæster fungerer som fællesrum med udkig til skoven.

• Der er planer om en form for grøn tagterrasse øverst på hver af de fire bygninger. De øverste etager af bygningerne planlægges til ejerboliger jævnfør fordelingen på hhv. 33 pct. ejerboliger og 67 pct. lejeboliger.

• Lejeboligerne (forventet ca. 140 af de 208 boliger) kommer til at indgå i boligtilbuddet PFA Boliger, som giver PFA’s 1,2 mio. pensionskunder fortrinsret til boligerne. Der er samlet lidt over 1400 boliger i hele landet, der indgår i tilbuddet.

• Arkitekt: AART architects. Entreprenør: Adsbøll Entreprise A/S. Ingeniør: Rønslev + Cowi. Bygherrerådgiver: KHS Arkitekter A/S.

• Navnet Fjordbrynet; Et udtryk, der ikke alene rummer det maritime, men også vækker konnotationer til skoven. Ordet ’skovbryn’ dækker over et sted, hvor skoven slutter og møder det øvrige landskab. Selve ordet ’bryn’ er oldnordisk og betyder kant. Bryn vækker altså i sig selv associationer til skoven, og herfra var det oplagt at koble det med fjorden. Navnet er unikt og findes ikke andre steder i landet. Det har klassiske oldnordiske aner, men den nye kombination gør det moderne.

• Indfaldsvejen til boligerne fra Skamlingsvejen bliver navngivet Fjordbrynet.

Tagget med:
Del denne artikel