Kolding Netavis

Festspil på Amfiscenen er tilbage

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Dronning Dorothea Teater har fået lov til at lave den første friluftsopsætning af “We Will Rock You” i Danmark. Foto: Peberman.

Det traditionelle festspil på Kolding Amfiscene er efter to corona-år tilbage, og det sker til lyden af Queens bedste sange i en af historiens mest sete musicals, We Will Rock You.

Dronning Dorothea Teater har fået lov til at lave den første friluftsopsætning af “We Will Rock You” i Danmark.

-Det her bliver en kæmpe rockfest for hele familien. Efter to festspil-tomme corona-år giver vi den gas med en virkelig ambitiøs opsætning med det største lyd- og lys set-up i festspillets historie. Kolding har tydeligvis savnet teatrets store udendørs musicaloplevelse, for forhåndsinteressen har været stor med mange solgte billetter. Nu er vi SÅ klar til at blæse Kolding omkuld med We Will Rock You, fortæller produktionsleder Louise Pontoppidan i en pressemeddelelse.

31 af Queens sang

Efter premieren 28. juli spilles musicalen på Kolding Amfiscene frem til lørdag d. 13. august hver dag i perioden – dog ikke søndage og mandage.

Amfiscenen kan rumme 1300 gæster, og på og bag scenen knokler 100 engagerede teaterfolk med at få musicalen til at spille. Lige fra de 20 skuespillere og 15 musikere og til de mange, som står for alt det praktiske.

Skuespil, dans og Queens 31 mest kendte sange vil fylde scenen, mens Volkerts Fylke står for barområdet med mad og drikke – øl, vand og vin, udvalgte lune retter og mulighed for at bestille tapasboks.

We Will Rock You er instrueret af Allan Glue, som for første gang instruerer på Dronning Dorothea Teater. En erfaren herre som har instrueret de sidste 15 år på de fynske musicalscener. I hovedrollen som Galileo er den professionelle skuespiller Daniel T. Hansen, uddannet på Fredericia Musical Academy i 2017 og kendt fra senest American Idiot på Østre Gasværk.

Verdenssucces

We Will Rock You er skabt af den britiske komiker og stjerneforfatter Ben Elton i samarbejde med Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor. Den fik verdenspremiere på Dominion Theatre i London i 2004 og spillede på samme teater i hele 12 år, før den lukkede i 2014 som den klart længst spillede teaterforestilling på det hæderkronede gamle teater nogensinde. Siden har musicalen været opført over hele verden, og Dronning Dorothea Teatret er som nævnt det første danske friluftsteater, som får lov at lave en opsætning.

Handlingen tager udgangspunkt i en fremtid, hvor rocken er død, og alle skal høre det samme og gå ens klædt i det ”perfekte” samfund, som Killer Queen har skabt. Vi følger Galileo og Scaramouche rejse for at finde sig selv og friheden fra en verden, de ikke føler, de er en del af. Til at fortælle historien kan publikum glæde sig til at høre blandt andet “We are the champions”, “I want to break free”, “Radio Ga Ga” og mange flere.

Billetter kan købes her.

Det er i øvrigt formentlig sidste festspil i denne omgang, oplyser Dronning Dorothea Teater.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel