Kolding Netavis

Fem mænd dømt i sag om indsmugling af doping, lægemidler og narkotika

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

I dag, tirsdag, faldt der dom i en sag om indsmugling og distribution af mere end 20 ton doping og narkotika ved retten i Kolding.

En 40-årig mand blev idømt 10 års fængsel for at have ledet indsmuglingen af mindst 20,5 tons doping, lægemidler og narkotika.

Retten fastsatte også straffe for fire mænd, der på forskellig vis bistod med indsmuglingen og distributionen. En 36-årig mand blev idømt tre års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, en 38-årig mand fik et års fængsel, en 47-årig mand blev idømt otte måneders fængsel, hvoraf to måneder er gjort betinget, og en anden 47-årig mand fik fire måneders fængsel.

Lager i Kolding blev ransaget

Sagen involverede også en ransagning af et lager i Kolding, hvor de store mængder narkotika blev fundet:

-Der er tale om en sag, som politi og anklagemyndighed har investeret betydelige ressourcer i, og det er selvsagt tilfredsstillende, at Retten i Kolding i dag har afsagt en dom, som på alle væsentlige punkter afspejler vores syn på sagen, fortæller advokaturchef Jannie Nøhr fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ud over fængselsstraffe blev der også konfiskeret 10 millioner kroner i skønsmæssigt udbytte og omkring 265.000 kroner samt diverse valuta hos den 40-årige mand. Alle de dømte udbad sig betænkningstid med hensyn til eventuel anke.

Den 40-årige og den 36-årige er fortsat fængslet, mens den 38-årige blev løsladt efter domsafsigelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel