Kolding Netavis

Fem bud på betjening af lægevagten om natten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Fem private udbydere har budt på Region Syddanmarks udbud af natbetjeningen af lægevagten. Nu skal regionsrådspolitikerne træffe beslutning om, hvorvidt regionen skal have en privat udbyder til at drive lægevagten, eller om regionen selv skal gøre det.

Flere aktører har vist interesse for at betjene lægevagten om natten i Region Syddanmark efter regionens andet udbud af opgaven. I alt har fem budt på udbuddet, som havde frist 31. august kl. 8.

-Vi kan konstatere, at der er kommet flere bud på opgaven, og nu skal vi lave en grundig gennemgang af buddene og vurdere, om de lever op til vores kriterier. Derefter venter en politisk proces med at beslutte, om det skal være en løsning fra en privat udbyder, eller om regionen selv skal drive lægevagten om natten, fortæller koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.

Som en del af lægevagtaftalen mellem Region Syddanmark og PLO-Syddanmark varetager de praktiserende læger fra 1. februar 2024 ikke længere lægevagten i tidsrummet kl. 23.00-08.00 alle ugens dage. Derfor valgte regionsrådet tidligere på året at undersøge flere muligheder for betjening af lægevagten om natten og sendte blandt andet opgaven i udbud. Først uden held, men nu med bud efter andet udbud.

Derudover har regionen også undersøgt muligheden for selv at bemande lægevagten om natten.

Beslutning tages på ekstraordinært regionsrådsmøde

Nu skal de forskellige bud og en eventuel hjemtagning behandles politisk. Det sker i første omgang på et udvalgsmøde i Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen 4. september 2023. Herefter skal sagen for Forretningsudvalget 6. september, før regionsrådet træffer en endelig beslutning på et ekstraordinært regionsrådsmøde samme dag.

Af hensyn til den videre politiske proces ønsker regionen på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvem der har budt på udbuddet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel