Kolding Netavis

Fantastisk vinterferie i Slotssøbadet

Foto: Slotssøbadet.

Alle sejl var sat til, da Slotssøbadet i sidste uge tilbød hele familien vandede oplevelser i både Slotssøbadet i Kolding og Kongeåbadet i Vamdrup.

Ud over et varieret ferieprogram, som gerne skulle ramme hele familien Danmark, så var det også muligt, at komme i Forum Kolding Bramdrupdam med sine børn, hvor alle hoppeborgene var på plads hele ugen.

Mere end 100 børn var inde og hoppe og lege pr. dag.

-Vi er så glade for, at rigtig mange mennesker tog så godt imod vores mange tilbud. Det giver os blod på tanden, når folk bakker op, fortæller Otto Skak fra Slotssøbadet.

Mere end 8000 mennesker alene besøgte Slotssøbadet og det ser ud som om, at Corona for længst er et overstået kapitel.

Ud over de daglige tilbud i de forskellige faciliteter var også en stor gruppe børn mellem 6 og 12 år, som deltog i de yderst populære delfinuger, hvor børnene lærer at svømme og begå sig i vand. Allerede nu ser det ud til, at der bliver udsolgt til lignende tilbud i alle uger i skolernes sommerferie.

-Vi glæder os allerede nu, til at byde familien velkommen i Påsken, hvor vi igen byder på et væld af muligheder. Eksempelvis har vi fået rigtig godt fat i dem, som gerne vil nyde det nye udendørsbassin med Koldings flotteste udsigt sammen med et besøg i Bella Vista, Slotssøbadets nye kæmpe sauna på terrassen mod Slotssøen og Koldinghus, siger Otto Skak.

Ud over stor succes i både Kongeåbadet, Slotssøbadet og Forum Kolding Bramdrupdam, så blev Dronning Dorotheas Badstue også rigtig godt besøgt.

Der blev kørt mere end 400 behandlinger og der var så fantastisk stemning hele ugen – men selvfølgelig især den 14. februar, hvor Valentines dag blev fejret behørigt blandt gæsterne, lyder det fra Slotssøbadet.

Del denne artikel