Fra den 19. april vil der være færre teststeder for Covid-19.
Covid-19 er tilsyneladende på tilbagetog. Således vil der fra 19. april være færre teststeder i Region Syddanmark. Behovet er ganske enkelt blevet mindre, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Region Syddanmark går fra en forventet testkapacitet på 19.500 test om dagen til 7.800.
-Da regionen fremover kun skal kunne udføre 7.800 PCR-test om dagen, så kan vi ikke forsvare at holde så mange teststeder åbne med medarbejdere. Da vi havde flest teststeder, og epidemien var i fuld flor, havde vi ca. 100 teststeder i Region Syddanmark. Det tal er løbende nedjusteret, og antallet af teststeder vil sandsynligvis falde yderligere de kommende måneder, fortæller Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.
Borgere, der skal testes, skal bestille tid til test på coronaprover.dk. Man kan holde sig orienteret om teststeder via oversigten over regionens teststeder på testkortet på regionens hjemmeside.