Læserbrev af Hans Holmer (SF), gruppeformand for SF, byrådsmedlem og kandidat til kommunalvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.
I Kolding Kommune arbejder 41 procent af lærerne ifølge en undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd udenfor folkeskolen. Vi kan se, at andelen af lærere, der arbejder i den private skolesektor, er steget med 5,5 procent, så en del af forklaringen ligger nok der.
Men i SF ønsker vi, at folkeskolen skal være førstevalget – for både elever og lærere. Derfor hænger det ikke sammen, at Kolding Kommune er en af de kommuner, der bruger færrest penge pr. elev. Vi tror på, at det også kan være en medvirkende faktor til, at både lærere og elever glider over i det private.
Sådan bør det ikke være. Hvis vi kommer i en position efter valget, hvor vi får indflydelse, skal der sættes flere penge af. Vi ønsker ikke blot færre elever i klasserne, men også kortere skoledage.
Den frigjorte tid kan herefter omsættes til både at skrue op for tolærerordning og lærernes forberedelsestid. Alt sammen til gavn for lærere og elever.