Kolding Netavis

Færre indbrud i Kolding Kommune

Elo Christoffersen
112
Foto: Rawf8/iStock (Modelfoto)

Kolding og resten af kommunen går stik modsat den landsdækkende tendens, hvor antallet af indbrud stiger. I Kolding Kommune er der betydeligt færre indbrud i forhold til samme periode sidste år.

Helt nye indbrudstal fra Danmarks Statistik viser, at der sammenlignet med de seneste år er sket en stigning på landsplan i antallet af anmeldte indbrud i årets første kvartal. Den landsdækkende udvikling dækker over store lokale forskelle – nogle steder i landet har man oplevet færre indbrud end sidste år, mens det andre steder er gået mindre godt.

Og her kan Kolding Kommune skille sig ud i den positive retning. Der er nemlig registreret 56 indbrud i først kvartal i år mod 100 i samme kvartal 2024. Der er derfor betydeligt færre indbrud her i kommunen i forhold til tidligere.

Gode indbrudsråd til foråret

Med forårets komme ser vi frem mod lysere og varmere tider, hvor der typisk også er flere dage og perioder, hvor vi er væk hjemmefra. Bo trygt opfordrer til, at man koordinerer ferieplaner med naboerne og hjælper hinanden med at skabe liv og tilstedeværelse i kvarteret. Og så er det en rigtig god ide at indtænke lidt lavpraktisk indbrudsforebyggelse i sine øvrige hus- og haveprojekter.

-Opmærksomme naboer er sammen med uforudsigelighed et effektivt værn mod indbrud. Men vi skal også gøre det besværligt for tyvene at komme ind i vores hjem – og for den sags skyld ud. Sæt fx ekstra beslag på vinduerne og ekstra låse på alle døre – også terrasse- og kælderdøre. Så bliver det sværere for tyven at komme hurtigt ud med de stjålne genstande. Man kan evt. spørge sig til råds i sit lokale byggemarked, hvor de ofte har et godt udvalg af sikringsprodukter og vil være glade for at hjælpe. Man kan også vælge at få professionel hjælp til indbrudssikring, men det behøver hverken være dyrt eller besværligt at sikre sit hus bedre mod indbrud, siger Britt Wendelboe i en pressemeddelelse.

Bo trygts guide til forårsklargøring af huset

  • Sæt sikringsbeslag på vinduerne – særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set, fx på bagsiden af huset, på kælder- og stueplansniveau eller bag høje buske eller træer
  • Er du i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede
  • Sæt hængelås på skuret – særligt hvis du har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med
  • Har du en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, så sæt en rigtig lås på, fx en kodelås eller en lås med nøgle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel