Fængsel og udvisning for vanvidskørsel og vold

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen 13 juli 2022
Opdateret 13/07/22 6:53
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

En 28-årig mand dømt for blandt andet at have udsat andre for fare, da han i november sidste år forsøgte at køre fra politiet.

En 28-årig mand fra Sønderjylland er tirsdag i retten i Sønderborg blevet idømt et år og ti måneders ubetinget fængsel for blandet andet vanvidskørsel. Samtidig frakendes han førerretten i otte år og udvises af Danmark i 12 år.

Bilen, en VW Passat, han kørte i, var ikke ejet af den 28-årige, men af en anden. Den blev konfiskeret af retten.

Manden er bosnisk statsborger, men har været bosat i Danmark siden sin barndom, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.

En eftermiddag i november 2021 kørte han hasarderet og blev forsøgt stoppet af en politipatrulje i Sønderborg. Den 28-årige forsøgte igennem cirka 35 minutter at køre fra politiet. Han kørte blandt andet flere gange over 100 km i timen i byzone og forbi vejarbejder og udsatte andre for overhængende fare.

Efter han var blevet varetægtsfængslet, begik han i arresten vold mod en anden indsat. Det er han også dømt for.

Den 28-årige ankede dommen på stedet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med: ,
Del denne artikel